Agromek Student Challenge skal give virksomheder nye ideer

SKOV vil som specialist i klimastyring udfordre danske og udenlandske studerende til at udvikle løsninger til insektproduktion.

Der venter deltagerne fire spændende og hårde dage under Agromek i januar 2021, når op mod otte hold skal dyste i innovationskonkurrencen Agromek Student Challenge. 

Her skal de studerende i teams på fire dyste i at løse forretnings- og udviklingsopgaver, som de får stillet af agrovirksomheder, hvoraf flere er blandt udstillerne på Agromek.

"Gennem denne konkurrence ønsker vi at bringe erhvervslivet og vidensmiljøet tættere sammen og præsentere agrovirksomhederne for de studerende. Samtidig får de studerende mulighed for at teste sig selv og deres viden, når de kommer med forslag til at løse faglige cases for virksomhederne", siger direktør Claus Hermansen, Agromek.

Det er anden gang, at konkurrencen holdes på Agromek.

Nyt forretningsområde: Insekter

Vinderen af Agromek Student Challenge 2018 var SKOV A/S, og virksomheden er klar med en ny case.

"Vi fik gode input, og vi havde mange gode oplevelser sammen med de unge. Derfor er vi parate igen", siger Business Development Director, Søren Smedegaard, SKOV.
Denne gang handler udfordringen om et potentielt helt nyt forretningsområde, som kan supplere de nuværende løsninger til klimastyring til grise- og fjerkræstalde.

"I de kommende år forventes der en kraftig stigning af produktionen af insekter til fremstilling af protein til foder og til fødevarer. Den udvikling vil vi gerne være en del af og være leverandør af klimastyringsudstyr til insektstalde. Måske kunne vi også være den foretrukne leverandør af andet produktionsudstyr til insektproduktionen. Det vil vi gerne have de studerendes bud på", forklarer han.

Udviklingsarbejde for åben skærm

"Vi har fokus på at ramme ’tidsånden’ med de cases, der stilles. Derfor er det indenfor emnerne automatisering, klimaløsninger og digitalisering, at virksomhederne vil opstille cases, som skal løses af de studerende", fortæller direktør Mads Kinch Clemmensen, Foodjob Nordic, der står for rekrutteringen af de studerende. 

Deltagerne vil komme fra danske og udenlandske universiteter og andre uddannelsesinstitutioner.
Henover messens fire dage skal de studerende arbejde på selve messen i åbne grupperum i Agromania-området.

Indtil nu er der tilmeldt seks virksomheder, og ifølge Mads Kinch Clemmensen er der plads til at par mere.

Faktaboks

Agromek

  • Agromek 2021 holdes fra tirsdag 19. januar til fredag den 22. januar 2021 i MCH Messecenter Herning.

Emneord

agromek

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle