Dansk svinegenetikfirma slår på høj effektivitet og bæredygtighed

Svineavlen skal gå i retning af større bæredygtighed ved højere effektivitet for at modsvare en øget befolknings behov for proteiner.

Klodens befolkning fortsætter med at vokse. I en ti-årig periode frem til 2029 vil den stige med 11 procent, men fordi befolkningen generelt bliver rigere ventes dens behov for protein at stige med 15 procent.

Den udvikling vil lægge beslag på flere ressourcer, og derfor er det afgørende, at svineavlen går i retningen af en mere bæredygtig - og dermed mere effektiv - vej. Det slog Kristina Riddersholm, genetisk konsulent hos Danish Pig Genetics, et slag for, da hun holdt indlæg på LandbrugsMediernes virtuelle konference AgroWeb.

Det danske svinegenetikselskab forbinder bæredygtighed med de tre elementer social, miljø og økonomi.  Det sociale aspekt omfatter dyrs sundhed, adfærd og velfærd. Den økonomiske bæredygtig omhandler en positiv bundlinje for svineproducenten, konkurrenceevne og vækst. Det miljømæssige aspekt har fokus på udledning af næringsstoffer og reducering af drivhusgasser.

Selskabets tilgang er en balanceret avl, der kan forbedre bæredygtigheden. Den er tilpasset de forskellige behov, som de forskellige markeder efterspørger:

"Vi har lavet markedsundersøgelse i Danish Pig Genetics, at fx Tyskland har stort fokus på overlevelse i deres moderlinje, hvorimod Thailand og Kina har større fokus på vækst og effektivitet i deres moderlinjer. Der er forskellige fokus, og det vil vi gerne favne i Danish Pig Genetics", forklarede hun som baggrund for balanceret avl.

Avlsprogrammet er blandt andet bundet op på robusthed, vækst, effektivitet, slagtekvalitet, moderegenskaber og reproduktion.

"For fokuspunktet effektivitet har vi input over output. Det betyder, vi ønsker et større output med det samme input. Her har vi en reduktion i foderet ved, at vi avler efter bedre foderudnyttelse hos vores slagtesvin. Det gør sig gældende for alle tre racer. Det er specielt vigtigt for miljøet og økonomien ved mindsket foder, skal vi bruge mindre land osv.", forklarede hun om tilgangen med øget effektivitet og dermed bæredygtighed, fordi en forbedret avl vil lægge beslag på færre af klodens ressourcer og give den samme mængde svinekød og dermed proteiner til den voksende befolkning.

Emneord

Agroweb 2021