Formand for Venstre Jacob Ellemann Jensen har gæstet Landbrugsavisens podcastformat 'Topmødet', hvor han både fortæller om den skelsættende opringning han fik om aftenen den 3. november, starten af sin formandsperiode, hvor han blev kritiseret for at være usynlig, og roser landmændene for deres politiske engagement.
Jacob Ellemann Jensen har nu siddet som formand for Venstre i lidt over to år. Tager man et kig tilbage, må en af de største begivenheder siges at være hele forløbet omkring mink-sagen.
Helt klart i Venstre-formandens hukommelse står den opringning, han modtog fra statsminister Mette Frederiksen (S) omkring midnat den 3. november 2020. Det fortæller han om i et stort interview til landbrugsavisens AgroWeb onsdag formiddag.
"Statsministeren siger til mig, prøv og hør: Vi har denne her mutation. Det er rigtig alvorligt. Sundhedsmyndighedernes klare anbefalinger er, at vi skal slå hele mink-bestanden ned. Jeg får i øvrigt at vide på det tidspunkt, at det er ikke noget, der skal stemmes om. Altså, det har regeringen sådan set beføjelser til at gøre", genfortæller Jacob Ellemann Jensen som forklaring på, hvorfor Venstre i første omgang støttede regeringens beslutning om at slå alle mink ned.
"Der gør jeg det, som jeg synes er ansvarligt som opposition. Vi havde ikke grund til at tvivle på sundhedsmyndighederne, og det mener jeg sådan set stadigvæk ikke, vi har. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at jeg havde mere end grund til at tvivle på statsministeren", siger Jacob Ellemann Jensen.
Du føler dig snydt?
"I bedste fald altså. Statsministeren vidste godt, at det hun sagde til mig ikke var rigtigt. Men hun sagde det alligevel. Og hun gentog det på pressemødet dagen efter".
Lavede om på sig selv
Jacob Ellemann Jensen blev valgt som formand i september 2019, og i starten troede han, at han skulle lave om på sig selv for at passe ind i formandsrollen. Det endte dog blot med, at han af kommentatorer blev kritiseret for at være en svag og usynlig formand.
Derfor fortryder formanden også i dag, at han prøvede at lave om på sig selv.
"Jeg kan huske, at der var noget snak om, altså tager han den? Er vi tryg ved, at det er ham, der har bolden, har han faktisk rattet? Kan vi kende ham? Og det kunne folk ikke. Og det kan jeg godt forstå nu. Når jeg ser tilbage, synes jeg i situationen selvfølgelig, at det var helt urimeligt. Men jeg kan jo godt se det. Jeg troede, jeg skulle være være en anden, når jeg skulle være formand for partiet", fortæller Jacob Ellemann Jensen og forklarer:
"Da jeg var politisk ordfører, der havde jeg nok en vis portion kækhed. Det var en rolle, som jeg befandt mig vældig godt i. Jeg havde min egen facon, og den ved jeg godt, at der var nogen, der slog sig på. Det var min bekymring, da jeg blev formand. Jeg tænkte, at så må jeg hellere lægge den lidt på hylden - men det er egentlig gået op for mig, at det var en fejl, for jeg blev nok valgt som formand ikke på trods af, at jeg er den, jeg er, men i virkeligheden faktisk lidt på grund af det".
Jacob Ellemann Jensen er i forbindelse med kritikken blevet beskrevet som et politisk b-menneske, der tager lidt tid om at indfinde sig i en rolle.
"Der hviler bare et andet ansvar på dig, når du er formand. Det er dig, der står i spidsen. Det skulle jeg lige vænne mig til", siger han.
Landmænd er gode til at tage ansvar
Kommentatorerne havde op til kommunalvalget ikke ret store forventninger til Venstre. Formanden glæder sig dog over valget, som han mener endte langt bedre end frygtet for partiet.
En optælling, som vi har lavet her på Landbrugsavisen, viser, at hver sjette borgmester i Danmark er det, vi kalder landmand eller i hvert fald har landmandsbaggrund. Det er dog ikke alle, der er Venstre-folk.
Alligevel er der kun roser til de landmandsopstillede fra Jacob Ellemann Jensen.
"Det siger noget om, hvad er det for nogle mennesker, der engagerer sig? Hvem er det, der engagerer sig i det frivillige foreningsliv? Hvem er det, der engagerer sig i partierne? Hvem er det, der engagerede sig i deres lokalområde? Og der tror jeg bare, der ligger et eller andet i landmænd om at tage ansvar, og det tror jeg, vi allesammen skal være vældig glade for".
Land og by ligner hinandnen mere end de tror
Venstre-formanden var før kommunalvalget på Danmarks turné rundt i landets 98 kommuner, og og her tog han generelt en læring med sig - vi er ikke så forskellige fra hinanden, som man tror, når man snakker land og by.
"Måske er der en tendens til, at vi maler konflikten lidt for meget op. Det er den der med, at man ikke kan sige noget pænt om landdistrikterne uden at sige noget grimt om byerne, og at man ikke kan sige noget pænt om byerne uden at sige noget grimt om landdistrikterne, eller uden at det opfattes som noget grimt om om det andet. Vi vil jo alle sammen have en god skole for vores børn og noget nærhed og tryghed".
Til kritikken om, ikke det netop er Venstres selv, der med kommunesammenlægningen har været med til at skubbe i den retning, hvor landområderne affolkes, fordi folk søger med byerne, hvor der er bedre indkøbs- udannelses og sundhedsmuligheder, er formanden enig i, at partiets nye sunedhedsudspil godt kan ses som lidt af en lappeløsning:
"Det kan du godt kalde det. Jeg synes egentlig, at de ting, som vi løbende har gjort på sundhedsområdet, har været rigtige. Jeg synes, det har været godt. Jeg siger ikke, at sundhedsområdet er perfekt, som det er i dag, vi ved, at der bliver løbet meget stærkt rundt omkring".
Missede du interviewet med Jacob Ellemann Jensen kan du gense det her.