Gråkjær har svinestalde i pipelinen: "Vi oplever nogle soholdere vil koble nogle slagtesvin på"

Byggefirmaet Gråkjær oplever høj aktivitet og forventer at komme til at bygge nogle af de svinestalde-projekter med miljøteknologier, som i 2020 fik støttekroner.

Udmøntningen af støttekroner til slagtesvinestalde, der skal bygges med særlige miljøteknologier, begynder så småt at kunne mærkes hos byggefirmaet Gråkjær med base i Holstebro.
»Vi forventer, at vi kommer til at bygge nogle af de staldprojekter, der modtog støtte i 2020. Den kage skal vi gerne have en bid af«, er meldingen fra markedschef Nikolaj Langelund Roushmann.

Soholdere vil have slagtesvin

Han fortæller, at det ikke bare er slagtesvineproducenter, som vil udvide deres eksisterende bedrift, der for tiden kontakter det vestjyske byggefirma.
»Vi oplever, at en række soholdere ønsker at udvide og nu vælger at få koblet nogle slagtesvin på deres produktioner. De sigter efter at opnå en mere stabil forretning, ikke mindst efter en periode med meget turbolens med meget svingende smågrisepriser«, siger han og uddyber:


»Flere har fået øjnene op for en mere stabil drift, hvor man nok ikke får den højeste indtjening, men heller ikke helt rammer bunden, når svinepriserne er lave«.
Han ser også en tendens med, at flere har tjent gode penge i de seneste år og vælger at opsige nogle lejemål for så i stedet at bygge nyt.
Af de projekter, han er stødt ind i i forbindelse med den seneste støtteordning, er der typisk tale om miljøteknologier som luftrensning i gulv og loft og en smule forsuring.