Hegnspæl i plast kan holde et kvart århundrede

Ny pæl kan både bruges til midlertidige hegn og permanent.

Poda Hegn havde flere nyheder til årets Agromek Stars Special Edition.

En af dem er en ny hegnspæl, som er produceret i plast med en kerne af glasfiber. Pælen betegnes som at have stor styrke samtidig med, at den kan tåle at blive bøjet.

Ifølge producenten gives der ti års garanti på plast-pælen, men den forventes at holde mindst 25 år.

Pælen er både beregnet til midlertidige hegn og til permanente indhegninger.

Plastpælen monteres ved hjælp af en pælehammer med en særlig rørbøsning, der forhindrer pælen i at vibrere under nedramning. Med en stolpeløfter med en adapter til den specielle stolpe kan den trækkes op af jorden igen, forklares det.

Til hegnspælen anvendes særlige clips, hvori hegnstråden placeres. Clipsene kan monteres i flere positioner på pælen, så antallet af hegnstråde og hegnshøjden kan tilpasses til forskellige dyr. Pælen kan anvendes til både rund hegnstråd og til flad polytape.