Redaktionschef: Trods træls coronatid vælter det ind med imponerende nyheder

LandbrugsAvisens redaktionschef Christian Juel Jørgensen lover en masse nye produkter og spændende indlæg fra studiet under AgroWeb-ugen.

Hvad handler det her AgroWeb om?

”Det handler om, at vi her på LandbrugsAvisen sætter fuld power ind på at få vist en masse nye produkter og løsninger til landbruget. Det er vildt imponerende at se, at det trods træls coronatid stadig vælter ind med en masse nye danske løsninger som eks. et ny maskine i stedet for Reglone, den digitale gris eller danskbygget sprøjte til robotter. Oprindeligt skulle mange af os have været på Agromek her i januar og sparket dæk, handlet og udvekslet erfaringer. Sådan gik det jo ikke denne gang på grund af coronaen. Sammen med Agromek giver vi netop nu ekstra god plads til produktlanceringer og til mødet mellem landmænd og hans leverandører. At vi er nogle aktører, der gør det sammen, er herligt, for det giver meget mere synlighed for os alle sammen i stedet for egne pip på sociale medier”.

Kan det blive det samme som at stå på en messe?

”Nej, det er det selvfølgelig ikke. Men vi kan jo sagtens se på maskiner og smarte løsninger alligevel, og det fede er jo, at vi lige i de her dage har rigtig mange produkter samlet på en gang og får sat nogle ansigter på de folk, der arbejder med dem”.

Hvad vil du selv følge med i?

”Uha, det er svært at vælge. Jeg glæder mig meget til at komme godt rundt i produkterne i udstillingerne, og så følge nogle af de mange indlæg.  Jeg skal eks. se Klaus Kaiser fra Seges med en frisk prognose for den finansielle udsigt for dansk landbrug i 2021 onsdag formiddag, følge Hardis præsentation af deres helt nye sprøjte tirsdag, se Scantrucks nye produkter live, høre vinkler på svine- og mælkepris og så glæder jeg mig som opvokset på en svinegård til at få direktøren for den 3-stjernede vinder af Agromek Stars, AgriSys, ind i vores studie til en snak om, hvor langt de egentlig er kommet den digitale gris”.    

 

Emneord

Agroweb 2021