Scantruck på AgroWeb: "Vi savner at møde jer"

Til præsentation af maskinnyheder fungerer Agroweb overraskende godt, fordi den grundige videogennemgang af en maskine får rigtig mange detaljer med og viser maskinen i brug.

Bo Sundroos fra Scantruck formulerede nok, hvad hele maskinbranchen føler i disse uger og måneder: 

"Vi er så trætte af, at vi ikke kan komme på Agromek. Vi har så mange nyheder, vi gerne vil vise jer, men vi har et problem. Vi må kun samles fem mennesker, og det er ikke nok til en fest".

Ordene faldt i indledningen af Scantrucks præsentation på AgroWeb af en stribe stærke nyheder til landbruget. 

Heriblandt ny gummihjulslæssere fra Komatso i syv- og 17-ton-klassen samt nye Manitou-teleskoplæssere.

Dermed blev det Scantruck, der som den første maskinleverandør testede det nye format.

Ny måde at se maskiner på

Scantrucks videopræsentation var udformet som såkaldte ’walk around’, hvor en maskine gennemgås grundigt og detaljeret i videoer på 8-10 minutters længde.

For en garvet maskinjournalist som undertegnede, der jævnligt har stået som sild i en tønde sammen med andre maskinjournalister i regnvejr på pløjemarker og oplevet franske produktspecialister præsentere nye maskiner på fransk, er det nye format faktisk overraskende godt, når det handler om at lære en ny maskine at kende. 

Så selv der måske nok mangler lidt 'messestemning' på AgroWeb-redaktionens hjemmekontor, er formatet absolut godkendt som en præsentationsform for nyheder, der på flere punkter matcher den personlige dialog og præsentation og klæder kunden godt på til næste skridt.

Scantruck

Meget detaljeret gennemgang

For det første det første får du som nævnt en meget detaljeret gennemgang og er klædt virkelig godt på til den videre snak om maskinen. 

Du ser den også i arbejde, og det giver bare en helt anden oplevelse end at se den på en messestand.

Udvalgte detaljer, som f.eks. Komatsu-hjullæssernes emissions-rensesystemer og turbolader forklares med små tegnefilm, hvilket giver en rigtig god forståelse.

For det andet er der ro omkring gennemgangen. Den sker i dit tempo, og enten kan du chatte med produktspecialister under vejs eller også kan du ringe eller maile direkte til firmaet efter gennemgangen og få svar på dine spørgsmål.

Få din egen videogennemgang

"Vi savner at møde jer", sagde Bo Sundroos, som på grund af covid-19 har måttet se alle messer og skuer og kundearrangementer aflyst gennem lang tid, herunder også Scantrucks eget og meget populære SvanMek.

"Men tjek nyhederne på vores hjemmeside, og ring eller mail. Vi kan også lave en videogennemgang af lige præcis den maskine, du er interesseret i", lød slutordene fra Bo Sundroos. 

Og mon ikke han også her talte på hele maskinbranchens vegne.
 

Emneord

Agroweb 2021

Arrangementer