Video: Det er ikke nok at købe udstyr – det skal også bruges rigtigt

Hans Sørensen er kåret som Fremtidens Landmand i kategorien teknologi, bl.a. fordi han mestrer at sætte sig ind i brugen af teknologi, så han får det optimale ud af den og høster gevinsterne i form at optimering, besparelser på input og omsorg for omgivelserne.

Når traktoren selv styrer, og redskaberne doserer gødning, sprøjtemidler og såsæd variabelt og nøjagtigt efter tildelingskort, bliver markerne behandlet optimalt i forhold til både økonomi og miljø. Hvis teknologien samtidig suger nye data ud af markerne, kan det hele gøres endnu bedre næste gang. 

Sådan er drømmen, når man går op i præcisionslandbrug, men det er ikke nok at sætte en GPS på traktoren. Kunsten ligger i at bruge udstyret rigtigt. For mere end ti år siden tog Hans Sørensen, Kerteminde, det første skridt ind i præcisionslandbrugets verden. Den effektive planteavler med mange præcisionskrævende specialafgrøder kørte test for Leica-GPS og havde en testbane, hvor de kunne afprøve deres udstyr.

"Dengang var præcisionslandbrug ikke så præcist, som det er nu. Linjerne fløj, så man ikke ramt så præcist endda hver gang, og det arbejdede de med ude hos os", husker han. 

For tre år siden investerede han i helt nyt udstyr. Denne gang var det med Trimble fra Geoteam.

"Vi fandt ud af, at det er vigtigt, at man står frit og kan skifte udstyr og traktormærke, som man vil, og stadig bruge samme GPS. Det kan man med Trimble. Det gør en uafhængig, og det kan jeg godt lide", siger han. 

For næste generation

Præcisionslandbrug er dog mere end at sætte en GPS på traktoren. Siden Hans Sørensen købte Trimble, har han målt markerne op fire gange på kryds og på tværs, for der er rigtig mange ting, man skal tage højde for, når man vil køre så præcist, at man ikke overlapper med såsæd, gødning og sprøjtemidler. Så præcist, at man påvirker jorden mindst muligt ved vending af traktoren, og så præcist, at man ikke kører for tæt på hegnet til skade for vildt og med risiko for overtrædelse af diverse regler.

Alt det kan til gengæld hjælpe ham med at gennemføre sin strategi for bedriften: At være på forkant, spare mandetimer og hjælpestoffer og at øge udbyttet, så bedriften er levedygtig mange år ud i fremtiden.

"Det er vejen frem for næste generation", siger han. 

På kort sigt har han ikke sparet mandetimer.

"Vi har brugt en masse tid på at få tingene til at fungere optimalt, men vi gør heller ikke noget halvt. Det er en investering i fremtiden", siger han. 

Timer sparer man dog, når man kører uden overlap – det er jo det, GPSen kan – og når man optimerer forlandet, så man ikke skal køre ekstra omgange.

På såsæds- og gødningssiden er der heller ikke meget at spare.

"Her hjælper systemerne os til gengæld med at optimere og fordele det bedst muligt. Der er steder i marken, der skal sås lidt tættere og gødes lidt mere med kvælstof, og andre steder, man kan skrue ned, så her hjælper udstyret os med få markerne mere ensartede og give højere udbytte", uddyber Hans Sørensen.

Hans Sørensen er ligesom to andre landmænd blevet kåret til Fremtidens Landmand af LandbrugsAvisen.

Læs mere i LandbrugsAvisen, lørdag.

 

Faktaboks

Fremtidens landmand - teknologi

  • Prisen gives til en landmand, der har udviklet sin eksisterende virksomhed via et teknologisk spring, som optimerer og udvikler forretningsmodellen.
  • Prisen er på 25.000 kr. 

Emneord

Agroweb 2021 , video