Aktivister i happening: EU går i seng med Monsanto

Aktivister lavede happening mod glyphosat i Bruxelles.

Alle kneb gælder, når aktivister forsøger at få glyphosat bandlyst i Europa.

Således også farverigt billedsprog.

I denne video, du kan se nedenfor, bragt af et EU-medie, Euronews, ser man aktivister fra Wemove.eu, som ønsker glyphosat forbudt i EU, lave en happening.

Her ser man en kvinde med EU-flag malet i hovedet lægge sig under dynen med en mand med dødningansigt. Han skal forestille Monsanto, som producerer Roundup, der indeholder glyphosat som aktivstof.

Til sidst forlader kvinden sengen, fordi hun har hørt, at glyphosat ikke er sikkert alligevel. Nok ikke en skuespilpræstation, der giver en Oscar, men hun høster bifald fra de omkringstående.

Glyphosat er en af de helt store sager i Bruxelles. Især Frankrig har erklæret sig som modstander af glyphosat og ønsker det udfaset. Også EU-Parlamentet ønsker en udfasning frem mod 2023.

Tilhængere af glyphosat har også været aktive i kampen. Således har franske landmænd protesteret i Paris mod den franske regerings syn på sagen.

EU-Kommissionen har, efter at to EU-agenturer har evalueret stoffet, foreslået, at glyphosat får en forlængelse på 10 år, men det har der ikke været opbakning til blandt EU-landene.

Et nyt møde forventes inden for to til tre uger. Godkendelsen udløber til december.

Den danske landmand Søren Ilsøe er også aktiv på Twitter, hvor han kaster sig ud i debatter i forsvar for glyphosat - som mindsker CO2-forbrug og gør landbrug med reduceret jordbearbejdning muligt.

 

 

 

Emneord

video

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle