Aldrig set før: Rapsprisen er faldet med 20 procent på en uge

Korrektionen på en lang rækker råvarer fortsætter. Også prisfald på hvede og ikke mindst raps.

Pilen på både Raps og Hvede har ligeledes peget kraftigt ned for ugen.

Raps har set det største ugentlige fald nogensinde, og er nu tilbage til niveauet før Rusland gik ind i Ukraine.

Matif hvede har brudt støtte under 400 euro, hvilket teknisk indikerer et større fald.

Det skriver Jyske Bank i sin ugentlige afgrødekommentar, der giver en status på markedet netop nu.

I ugens løb blev hveden kort supporteret i forbindelse med et russisk angreb på to afgrødeterminaler, som gengældelse for angreb på et russisk raffinaderi.

Det er umiddelbart svært at se en aftale om afgrødekorridor mellem to krigende parter, men da ingen ønsker den negative omtale ved at være den skyldige part i de høje fødevarepriser, vil forhandlingerne nok fortsætte uden nævneværdige resultater.

Amerikanske landmænd i mål

De amerikanske landmænd er stort set i mål med at få sået hvede (98 %), majs (97%) og sojabønner (98%). Det store efterslæb vi så i starten af såsæsonen er dermed indhentet, og på trods af det må forventes at betyde en forsinket efterårshøst, fjerner det noget af usikkerheden om udbuddet, der var indpriset.

Høsten af vinterhvede er foran det historisk gennemsnit på dette tidlige stadige.

Sammen med data for fremspirede afgrøder medvirker det til at fjerne usikkerhed og bidrager til de prisfald vi har set de seneste uger. Den relativt lille lange nettoposition blandt finansielle aktører er formentlig
skiftet til kort i denne uge.

Råvarer i fald

Ugen har budt på relativ store udsving på store dele af de finansielle markeder. På rentesiden er den toneangivende tyske statsrente faldet med næsten 30 basispunkter.

På råvaremarkederne har den negative  stemning være bredt funderet, hvor f.eks. Bloombergs base metal spotindeks er faldet med omkring 4 % for ugen og næsten 30 % siden toppen i primo marts.

På energisiden er olieprisen faldet en smule, mens flere af de raffinerede produkter, bl.a. diesel, er uændret.

Billedet er dog et andet på naturgas, som qua Ruslands faldende levering til Europa har fået flere regeringer til at gå i alarmberedskab, mens kul også er begyndt at stige igen, efter flere lande i Europa har igangsat køb grundet alarmberedskabet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle