Alle fjerkræavlere: Frem med vaskebaljen

Fjerkræholdere skal være ekstra grundige med rengøringen for at begrænse smittefare for fugleinfluenza.

I den seneste tid har der været en stigning i fund af vilde fugle smittet med fugleinfluenza, og de sidste par dage er presset øget yderligere i form af fund i besætninger.

De tyske veterinærmyndigheder bekræftede 20. marts et nyt udbrud af HPAI af typen H5N6 i en mindre fjerkræbesætning med 57 dyr af forskellige former for fjerkræ. De svenske myndigheder har også været i aktion, idet man 16. marts har rapporteret om et udbrud af HPAI H5N6 i en hobbybesætning med 105 dyr. I begge tilfælde menes vilde fugle at være årsag til smitten.

»Der er fortsat tale om sporadiske fund, men vi ved, at vi i Danmark ligger på en af de meget store trækruter for vilde fugle, så branchen er selvfølgelig bekymret«, siger chefkonsulent i L&F, Mie Nielsen Blom.

Der har hidtil ikke været rapporteret om smitte til mennesker med denne fugleinfluenzatype.

Informerer mere bredt

Landbrug & Fødevarer udsender information til producenter i fjerkræbranchen, når der bliver fundet nye tilfælde af fugleinfluenza. Mie Nielsen Blom forklarer, at man i organisationen er opmærksomme på også at sende materiale til organisationer og foreninger i branchen, så det ikke kun er producenterne, der kan blive klogere på at begrænse smittefaren.

»Vi vil gøre, hvad vi kan, for at undgå et udbrud af fugleinfluenza. Det kan få store konsekvenser, for dyrene og for dansk eksport af fjerkræ«.

Hun refererer bl.a. til det udbrud af fugleinfluenza, der i 2016 forårsagede karantæne blandt fjerkræholdere i Danmark og standsede eksporten frem til februar 2017.

»Samtidig er vi bekymrede på vores medlemmers vegne. Hvis en stor producent af fjerkræ bliver ramt af et udbrud, vil det få enorme omkostninger for den enkelte producent«.

Tag forholdsregler

Landbrug & Fødevarer har udarbejdet en række forslag til at minimere smittefaren, og der er sendt ud til alle landets fjerkræproducenter.

Hygiejne spiller en stor rolle i beskyttelsen, og L&F råder til at vaske hænder ofte og rengøre og desinficere udstyr, når det er muligt. Derudover bør man bruge overtrækstøj ved besøg i fjerkræbesætninger og generelt ikke lade fremmede få adgang til sin besætning. Det er også vigtigt at isolere sin besætning fra vilde fugle.

Den fulde liste over Landbrug & Fødevarers forholdsregler kan findes på deres hjemmeside: la.dk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle