Alt er som det plejer: Danske fødevarer indeholder færre pesticidrester end udenlandske

Som det altid er tilfældet, så viser den årlige pesticidrapport, at dansk frugt, grønt, korn og kød indeholder færre sprøjtemiddelrester end tilsvarende udenlandske. L&F's plantedirektør roser danske producenter.

- Når du vælger dansk frugt og grønt, får du generelt færre pesticidrester med i købet, end når du køber frugt og grønt fra udlandet.

Sådan lyder det fra kontorchef i Fødevarestyrelsen Henrik Dammand Nielsen i en pressemeddelelse efter, at den årlige pesticidrapport blev offentliggjort i sidste uge. 

Samme som altid

En hurtig søgning i arkivet på landbrugsavisen.dk viser, at Fødevarestyrelsen også i 20222021, 2019, 20172016, 2015 og 2014 også var ude at sige, at danske fødevarer indeholder færre pesticidrester end udenlandske.

Det gjorde de i øvrigt også i 2020 og 2018, selvom det ikke blev omtalt på landbrugsavisen.dk. Og i årene før det. 

Det er helt normalt, at pesticidrapporten viser, at danske fødevarer indeholder færre rester af pesticider end udenlandske. 

I årets rapport viser det, at når det kommer til konventionelt dyrket frugt, så blev der fundet pesticidrester under grænseværdien i 83 procent af prøverne. Det samme gjorde sig gældende for 86 procent af prøverne fra tredjelande. Til sammenligning blev der fundet restindhold under grænseværdien i 51 procent af de danske frugtprøver.

I konventionelt dyrkede grøntsager fra andre EU-lande var der restindhold under grænseværdien i 58 procent af prøverne, mens 56 procent af prøverne fra tredjelande indeholdt pesticidrester. I konventionelt dyrkede danske grøntsager var der kun restindhold under grænseværdien i 20 pct. af prøverne.

Af i alt 2.176 fødevareprøver, hvor også korn, kød og babymad blev analyseret, blev der fundet 34 prøver med indhold, der blev vurderet sundhedsmæssigt uacceptabelt. Det svarer til, at der i 1,6 procent af samtlige fødevareprøver fra ind- og udland blev fundet sundhedsmæssigt uacceptable overskridelser af grænseværdien. Disse produkter blev tilbagekaldt, og der blev udsendt en varsling til andre EU-lande.

I danske prøver blev der kun fundet indhold over grænseværdien i én prøve af æbler, hvor overskridelsen dog ikke udgjorde en sundhedsmæssig risiko for forbrugerne.

- Indholdet af pesticidrester er generelt så lavt, at det ikke udgør en sundhedsmæssig risiko. Og selv hvis du en gang imellem spiser et stykke frugt eller grønt, som marginalt overskrider grænseværdierne, er din sundhed heller ikke truet, siger kontorchef i Fødevarestyrelsen Henrik Dammand Nielsen.

Hos L&F glæder plantedirektør Peter Nissen sig over, at danske fødevarer igen klarer sig godt sammenlignet med de udenlandske i pesticidrapporten. 

- De danske producenter fortjener ros for at producere på en måde, hvor det sker med et lavt forbrug og aftryk af pesticider, siger han og tilføjer, at landbruget kan være glade for den årlige rapport fra Fødevarestyrelsen, hvor der næsten hvert år bliver slået et slag for at købe dansk.

- For forbrugerne er det godt at få at vide, at hvis de vil være på den sikre side, så er det et godt råd at følge at købe dansk, hvis de vil være på den sikre side. Selvfølgelig er det svært at spise danske appelsiner, men forbrugerne kan da nappe et dansk æble frem for et udenlandsk, og så hjælper de jo også til at bibeholde en produktion af frugt og grønt i Danmark, siger Peter Nissen.

Opdateret 11:37 med kommentar fra Peter Nissen fra L&F


 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle