Alt kræver tilladelse

I forbindelse med den nye miljølov skal langt flere anlæg have en miljøgodkendelse, før de må opføres.

"En fynsk kommune har bestemt, at opførelse af en kornsilo på en svineejendom krævede miljøgodkendelse," siger Max Jakobsen.

Han nævner også, at opførelse af en halmlade fremover kræver miljøgodkendelse. Når det kræver miljøgodkendelse at opføre bygninger, som intet har med ejendommens husdyrproduktion at gøre, forventer han en stor stigning i antallet af ansøgninger.

"Antallet af ansøgninger kan nemt blive det dobbelte af, hvad det var tidligere," siger Max Jakobsen som funderer over, om det var tanken bag den nye miljølov.

Han ser frem til, at der kommer nogle prøvesager eller udmeldinger fra miljøministeriet, der kan afklare om for eksempel en halmlade kræver miljøgodkendelse.

Konsekvensen af loven er Max Jakobsen ikke i tvivl om: Færre ejendomme med husdyr. Til gengæld vil de tilbageværende blive større men placeret bedre i forhold til naboer.

"Sigtet med loven er for så vidt i orden," mener Max Jakobsen men nævner samtidig, at de nye afstandskrav til enkeltliggende huse er et problem.

"Ikke mindst på Fyn giver denne regel problemer. Der er få steder, det fremover er muligt at placere nye slagtesvinestalde," slutter Max Jakobsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle