Alternativet holdt mink-advokatvurdering ude af forhandling

Alternativet vil støtte advokatvurdering i Minksagen, men for nu er det holdt ude af regeringsforhandlinger.

Alternativet vil stemme for, at der bliver gennemført en uvildig advokatvurdering af Mette Frederiksens (S) ansvar i Minksagen, hvis det kommer til afstemning i Folketinget.

Det siger partiets leder, Franciska Rosenkilde, da hun fredag aften forlader forhandlinger om at danne en ny regering med den fungerende statsminister. De afholdes på Marienborg, der er statsministerens embedsbolig.

- Det er samme position, som vi havde før valget. Det er ikke et ultimativt krav, men vi stemmer for, hvis det kommer til afstemning i Folketingssalen, siger Franciska Rosenkilde ifølge DR.

Det er dog ikke noget, der har været oppe at vende ved det første forhandlingsmøde, som Alternativet har været til fredag, siger hun.

Alternativets holdning til en advokatvurdering har skabt forvirring de seneste dage, efter at partiet først lavede en kovending - for derefter at lave en ny.

Før valget støttede Alternativet en uvildig advokatvurdering af statsministerens ansvar i Minksagen, der i efteråret 2020 førte til, at alle mink i Danmark blev aflivet på grund af frygten for coronamutationer.

Det standpunkt ændrede sig kortvarigt efter valget.

Men efter at den nye folketingsgruppe har konstitueret sig, er der igen flertal for at støtte en advokatvurdering. Men det er altså ikke ultimativt.

Foran Marienborg bliver Franciska Rosenkilde spurgt, hvorvidt Mette Frederiksen kan ændre partiets holdning. Til det svarer hun:

- Hvis det kommer i salen, stemmer vi for, siger Franciska Rosenkilde til DR.
I regeringsforhandlingerne er udgangspunktet for Mette Frederiksen og Socialdemokratiet at danne en regering over midten af dansk politik.

Det er, på trods af at der efter valget lige nøjagtigt var et rødt flertal.

Franciska Rosenkilde siger efter det første forhandlingsmøde, at hun har "meget svært" ved at forestille sig, at Alternativet kan være parlamentarisk grundlag for en regering hen over midten. 

Partiet ønsker, at der dannes en regering, som baserer sig på et rød-grønt flertal.

- Men vi har ikke udelukket noget endnu og er stadig interesserede i at høre, hvad Mette Frederiksen fortsætter med i de her forhandlinger, siger hun.

/ritzau/
 

Emneord

Folketingsvalg 2022

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle