Alternativet slår fast: Ønsker advokatvurdering af minksagen

Alternativets politiske ordfører Torsten Gejl og demokratiordfører Christina Olumenko slår nu fast, at partiet ønsker uvildig advokatvurdering af minksagen.

Det har efter valget ikke været helt klart, hvordan Alternativet forholder til spørgsmålet om, hvorvidt der skal foretages en uvildig advokatvurdering af, om der ovenpå Minkkommissionens beretning er grundlag for at rejse en rigsretssag mod Mette Frederiksen (S) i minksagen.

Nu skulle det dog stå klart, at Alternativet mener det samme, som partiet gjorde før valget. Nemlig, at partiet går ind for få foretaget en advokatvurdering.  Det fremgår af et debatindlæg hos Altinget, som er skrevet af Alternativets politiske ordfører Torsten Gejl og demokratiordfører Christina Olumenko. 

- Selvom det sjældent fylder på den politiske dagsorden, så bekymrer det os, at vi ser tegn på splittelse i befolkningen omkring minksagen, og at flere borgere, ifølge HOPE-projektets forskning, har fået lavere tillid til systemet efter minksagen.

- Minksagen er uafsluttet og åben for fortolkning, så længe vi ikke har en officiel, uafhængig advokatvurdering bestilt af Folketinget. Det er ikke sundt for tilliden, lyder det i indlægget.

Meldingen fra Alternativet kommer efter et broget forløb. Før valget 1. november gik Alternativet ind for en advokatvurdering. Dagen efter valget gik partiets leder Franciska Rosenkilde ud med holdningen om, at Alternativet ikke længere så behov for at få foretaget en advokatvurdering.  4. november kom det så frem, at hun ikke havde opbakning til den melding fra de øvrige fem medlemmer i partiets Folketingsgruppe, og hun måtte ud at undskylde på sociale medier for at have været for hurtig i sin udmelding.

8. november fremlagde de tre juraprofessorer Jens Elo Rytter, Jørn Vestergård og Jørgen Albæk Jensen så med et notat, som konkluderer, at der ikke er grundlag for en rigsretssag mod Mette Frederiksen i minksagen. Og det fik så igen Alternativet til rejse tvivl om sin holdning til advokatvurderingen.

Ifølge Torsten Gejl og Christina Olumenko har man siden internt i Alternativet drøftet sagen indgående, før man ville konkludere, om rapporten gav anledning til at ændre partiets holdning, hvilket man altså ikke er sket.

/ege

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle