Amerikansk ejer af øko-mejeri risikerer fængsel for svindel

Vidste investorerne i Trickling Springs Creamery, at mejeriet var i overhængende fare for at lukke? Amerikanske myndigheder retsforfølger mejeriejer.

En nu tidligere majoritetsejer i et prisvindende økomejeri er endt i alvorlige juridiske problemer, efter at hans mejeri Trickling Springs Creamery i efteråret pludselig kom i økonomiske problemer.

De amerikanske myndigheder mener nemlig, at majoritetsejeren, Philip Riehl uretmæssigt har tilranet sig op mod 60 mio. dollars - svarende til over 400 mio. kr. - fra en række investorer. Det skriver Udenlandske Mejerinoter fra L&F.

Det lille mejeri i Pennsylvania var prisvindende for sine mælkeprodukter, der blev produceret økologisk og efter traditionelle metoder. Det medførte markant vækst fra opstarten i 2001 og frem til den pludselige lukning og konkurs i december.

Tradition for udlån af penge

Ejerne af Trickling Springs Creamery var ifølge en længere gennemgang af sagen i Washington Post medlemmer af et lokalt menighedssamfund, hvor de også hentede en stor del af deres finansiering.

I Mennonit-samfundet er der nemlig tradition for udpræget opbakning til lokale virksomheder, hvor man låner penge til hinanden.

Dette harmonerer ifølge den amerikanske avis skidt med de pennsylvanske myndigheders syn på udstedelse af virksomhedsobligationer. Her tilsiger lovkrav, at der skal infomeres om risiko, formålet med investeringen og investorernes risikovillighed - samt fra virksomhedens side oplyses om de økonomiske forhold i virksomheden.

I retten har Philip Riehl erkendt, at han kun i mindre omfang informerede sine investorer om. Samtidig har gennemgange af regnskaberne og likviditetsbehovet vist, at der var større huller i mejeriets drift i en årrække.

På grund af manglende opfyldelse af alle disse krav risikerer Philip Riehl nu op til 45 års fængsel og en bøde på 5,5 mio. dollars, 37 mio. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle