Amerikansk salgs-dyk presser mejeri: Sænker mælkepris med 10 procent

Den amerikanske eksport er reduceret til en fjerdedel for Bornholms Andelsmejeri. Det er en af årsagerne til, at mejeriet nu sænker mælkeprisen.

Coronapandemiens følger betyder nu, at de bornholmske mælkeproducenter får reduceret mælkeprisen.

Hele 25 øre per kilo ned fra en basispris på 2,60 kroner per kilo til nu 2,35.

Det fremgår af nyhedsbrevet fra BLF, fra Bornholms Landbrug og Fødevarer.

Baggrunden er udfordringer med oste-eksporten, som Landbrugsavisen.dk flere omgange har berettet om efter corona-pandemiens indtog i marts.

Direktør Per Olesen har i denne uge fortalt mejeri.dk, at pandemien især har påvirket det vigtige marked i USA, hvor Bornholms Mejeri normalt sælger 15 procent af sin samlede eksport.

Her er salget nu nede i indeks 25 - altså en fjerdedel af normalt.

”Men vi får stadig mælk fra vores andelshavere og har lagt produktionen om til mere industrielle produkter til færdigretter, take away og supermarkeder. De ligger på et lavere prisniveau end forædlede produkter, så situationen ser ikke godt ud,” forklarer Per Olesen.

Mejeriet har en månedlig indvejning på 5 mio. kg mælk. En sænkning af mælkeprisen med 10 procent svarer til et samlet indtægtstab på 1,2 mio. kr. for de bornholmske mælkeproducenter.

 

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle