Amerikanske producenter i opråb: Kan blive nødt til at aflive smågrise

Corona-konsekvenserne hober sig op for amerikanske svineproducenter. For at minimere tab kan de blive nødt til at aflive dyr.

De amerikanske svineproducenter risikerer de kommende uger at stå i umulige problemer på deres farme.

Manglende slagtekapacitet og svinepriser hamret i bund i kølvandet på corona-pandemien kan medføre, at nogle producenter kan se sig tvunget til at aflive smågrise for at undgå økonomisk ruin.

Sådan lyder opråbet fra den amerikanske producentforening, National Pork Producers Council (NPPC).

Formand Howard Roth udtalte i denne uge over for en række medier, at svineproducenter i flere delstater er begyndt at tale om, at de kan blive tvunget til aflivning af smågrise på grund af den svære situation. Det skriver blandt andre Business Insider.

"Slagtesvin hober sig op på farme uden nogen steder at blive sendt hen, og det efterlader landmænd i en situation, hvor de må tage nogle tragiske valg", udtalte han i en pressemeddelelse.

"Mælkeproducenter kan lukke mælken ud, mens frugt- og grønsagsproducenter kan dumpe deres varer. Men svineproducenter har ingen steder at sende deres slagtesvin hen".

Slagterier lukket, salget styrtdykket

Situationen i det corona-hærgede Nordamerika er på få uger gået fra slem til værre. En række slagterier, heriblandt USA's næststørste, Smithfield-slagteriet i Sioux Falls, er beordret lukket i en periode efter store udbrud af corona-smitte blandt medarbejderne.

Samtidig er afsætningen til de amerikanske forbrugere kraftigt gået ned. Det skyldes, at amerikanerne, der typisk spiser mindst et måltid på restaurant, diner eller som takeaway hver dag, lige nu bliver hjemme. Og hjemme bruger de langt mindre bacon, spareribs og andre kødprodukter end ude.

De amerikanske svineproducenter i NPPC anslår, at regningen vil blive på svimlende 5 mia. dollars som følge af Covid-19-pandemien - og anmoder derfor præsident Donald Trump om hjælp. Det skal blandt andet ske ved at regeringen opkøber mad til uddeling blandt USA's fattigste.

"Vi tager vand ind hurtigt. Der er brug for akut handling, ellers vil en lang række af svineproducenter gå under", lyder formand Howard Roths appel.

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle