Analyse: Gylle til biogas burde koste en tier pr. ton - mindst

I dag er gyllen oftest gratis for biogasanlæggene, men selv hvis den blev betalt med mellem ti og tyve kroner pr. ton, så ville gyllen stadig være attraktiv for anlæggene.

Priserne på en række råvarer til biogasproduktion er de seneste år kun gået en vej: Opad. Men i samme periode er afregningen for husdyrgødning ikke fulgt med op, selv om en ny seges-analyse viser, at landmanden burde kunne få penge for sin gylle. Vel at mærke uden det af den grund ødelægger økonomien i biogasanlæg.

"Enkelte anlæg afregner for dybstrøelse, men ellers er det normen, at husdyrgødning ikke afregnes", siger bioøkonomichef Lars Villadsgaard Toft, Seges.

Biogasanlæggene bruger i dag et vred af forskellige råvarer med lige så forskellige priser pr. Nm3 gas. Nogle af råvarerne udmærker sig ved at være særligt lette at håndtere. Majs er for eksempel en god råvare til at booste og regulere biogasproduktionen på en nem måde, og blandt andet derfor opnår majs en merbetaling. Men som en bæredygtig råvare burde der være potentiale for en afregning på gylle, lyder konklusionen fra Seges.

10-20 kr. pr. ton

Den lave, eller i værste fald ikke-eksisterende pris på gylle, kan måske få landmænd til at tro, at gyllen ikke er så værdifuld for biogasanlæggene. Men ifølge en analyse fra Seges er det helt forkert. Selv hvis der blev givet en afregningspris på husdyrgødning på 10 – 20 kr/ton, så ville gylle stadig være en økonomisk attraktiv råvare for biogasanlæggene.

"De fleste landmænd, der leverer gylle til et biogasanlæg, har nok indtil nu haft mindre fokus på afregningsprisen for gylle, men har haft fokus på andre forhold, der har også har stor betydning for de økonomiske forhold ved at levere husdyrgødning til et biogasanlæg, som for eksempel mulighederne for en forbedret gødningsvirkning, en højere gødningskoncentration og et mere attraktivt N:P-forhold", siger Lars Villadsgaard Toft.

Værdifuld i biogasanlæg

"Indhold og koncentration af næringsstoffer i det returnerede produkt har stor betydning for opbevarings- og udbringningsomkostningerne, så der er stadig god grund til at fastholde fokus på det. Vi kan dog konstatere, at husdyrgødning stadig hører til de økonomisk mest attraktive råvarer til biogas. Mens priserne på de fleste andre råvarer er gået op, afregnes der stadig ikke for husdyrgødning", konstaterer Lars Villadsgaard Toft.

"Der findes dog i nogle tilfælde bonus-strafordninger, hvor landmænd, der leverer en højere tørstof-koncentration, har mulighed for at opnå en direkte afregning", siger Lars Villadsgaard Toft.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle