Analysehus sænker udbytteestimater for majs og soja

Fondene løfter afgrøderne højere, men fastholder overordnet negativt syn. Snak om betydelige udbyttetab i dele af det argentinske hvedebælte

Fredagens rapport fra det amerikanske børstilsyn, CFTC, viste at fondene frem til tirsdag i sidste uge fortsatte med at inddække shortpositioner i sojabønner og majs, hvor de henover ugen tilbagekøbte henholdsvis 33.000 sojabønner og 34.000 kontrakter majs.

Selvom fondene har reduceret deres shortpositioner, så forbliver de short i størstedelen af landbrugsprodukterne, hvor det kun er sojaolie, svin og kvæg der holdes netto købte positioner.

Fondenes shortcovering har i vid udstrækning været en faktor der har supporteret afgrøderne oven på en overvejende prispositiv kvartalsrapport for de amerikanske afgrødelagre.

Det skriver Jyske Markets.

Frost foreløbig begrænset trussel

Denne uge ses der så med spænding frem til oktober måneds WASDE-rapport, hvor majs- og sojaestimaterne igen vil være i fokus.

Frosten begynder stille og roligt at banke på døren i det centrale USA, men foreløbig ser majsbæltet ud til at gå fri de kommende 10-12 dage, og truslen mod de amerikanske majs og sojaudbytter er således foreløbig begrænset.

Forud for denne uges WASDE-rapport, opdaterede Informa fredag deres estimater for de amerikanske sommerafgrøder. Majsudbytterne blev estimeret til 167,5 bushels pr. acre mod tidligere 169,6, hvilket medfører at produktionsestimaterne sættes til 13.695 mio. bushels mod USDA’s 13.799 mio. bushels.

I samme omgang blev sojaestimaterne justeret til, hvilket også blev til en nedjustering. Her forventer Informa udbytterne til 46,5 bushels/acre mod tidligere 48,4, mens produktionen estimeres til 3.513 mio. bushels sammenlignet med USDA’s seneste estimat på 3.633 mio. bushels.

Udsigterne tenderer dermed til den prispositive side, med markedets forventninger om lavere majs- og sojaudbytter, og dermed er rapporten torsdag ikke helt ubetydelig, selvom høsten er startet i det små.

Afdæmpet hvedemarked

I Argentina tenderer vejret vådere de kommende 1-2 uger, og det er tiltrængt for især den argentinske hvede, der lider under manglende nedbør. I den nordvestlige del af det argentinske hvedebælte snakkes der allerede om betydelige udbyttetab på op mod 20-40%.

Kombineret med tørke i Australien, er det ikke usandsynligt at hvedeproduktionen på den sydlige halvkugle kan blive nedjusteret ned med et par millioner tons, når USDA torsdag offentliggør deres syn på den globale forsyningsbalance.

Stemningen i hvedemarkedet var fredag afdæmpet i mangel på fundamentale nyheder, men prisudsigterne forbliver stabile. De indenlandske russiske hvedepriser viser stabilitet, og dermed er der ikke udsigt til at  eksportpriserne kommer under pres på den korte bane.

Selvom fransk hvede i sidste uge igen viste sig konkurrencedygtig i en egyptisk tender, så giver det ikke forventninger om en pludselig stigning i efterspørgslen og således mangler der en prisdriver til at drive priserne betydeligt op fra nuværende prisniveau på den længere bane, med generelt gode forsyninger på den nordlige halvkugle. Teknisk begynder hveden at se let overkøbt ud, og det taler for en lille korrektion, men prisbilledet vurderer vi overordnet er stabilt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle