Analytiker: Første delaftale om handel mellem USA og Kina er i hus

Fransk hvedeeksport fortsætter i førertrøjen, og USA og Kina har nu underskrevet første del-aftale om handel.

Som ventet underskrev USA og Kina onsdag fase 1-aftalen.

Samtidig blev det dog understreget fra amerikansk side, at den resterende amerikanske told på varer for omkring 370 mia. dollar ikke vil blive fjernet, før man er i hus med næste delaftale.

Det skriver Jyske Markets.

Et af de spørgsmål, der trænger sig på i kølvandet på den første delaftale, er, hvorvidt Kina vil være i stand til at leve op til sine forpligtelser i relation til indkøb af amerikanske afgrøder samt i tilfælde af aftalemisligholdelse, hvilke håndhævelsesmekanismer det vil afstedkomme.

Aftalen indeholder dog bestemmelser, som kan åbne op for forskellige former for sanktionering. Præcis hvilke varer og beløb kineserne skal købe for er taget ud af den offentliggjorte aftaletekst, med det formål at undgå den store markedspåvirkning.

Hvedepriser fortsætter optur

Reaktionerne blandt afgrøder i onsdagens marked var generelt blandede. De europæiske hvedepriser fortsatte ufortrødent den seneste stigende tendens, hvilket resulterede i nye toppe for de nærmeste terminer.

Fransk hvede nyder stadig godt af eksportsituationen med priser marginalt under konkurrerende leverandører omkring Sortehavet – og meget tyder på, at den situation vil fortsætte i anden halvdel af indeværende kampagne, til trods for at fragtraterne for franske afskibninger til eksempelvis Egypten ligger 3-6 USD per ton højere end tilsvarende fra Rumænien, Ukraine og Rusland.

Den seneste svækkelse i den russiske eksportsituation til Egypten har dog også begunstiget lande som Rumænien og Ukraine.

Mild start på vinteren kan blive problem

Ekstrem hede og tørke gennem sommermånederne afløst af et meget vådt efterår, atter afløst af meget milde temperaturer henover de første vintermåneder viser med al tydelighed de store udsving i vejret – og hvad kan vi forvente af foråret?

Den milde start på vinteren kan blive et problem for afgrøder som hvede, hvis kulden og den hårde vinter pludselig skulle trænge sig på. Temperaturerne i Frankrig ligger gennem første halvdel af vinteren 2,3
grader over det normale leje, hvilket svarer til den 3. mildeste vinter der nogensinde er målt – et billede, som i øvrigt tegner samme tendens i de fleste andre europæiske lande.

Ifølge EU’s MARS har det i betragtelig grad reduceret frost-tolerancen.

Prisen på raps oplevede onsdag et af de største intradag-fald i nyere tid. Kontrakten på Matif lukkede godt 2 procnt lavere i forhold til lukkeniveauet tirsdag, som følge af dels profittagning fra spekulative fonde, og dels et svækket palmeoliemarked, som de seneste dage har været presset af nyheden om Indiens ophør af import af malaysisk palmeolie.

Bevægelsen betød brud på flere tekniske niveauer, og spørgsmålet er nu, om vi har set en top i denne
omgang, eller om bevægelsen blot viser sig at være kortvarig.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle