Analytiker: Forvent prisrally på smågrise og svinekød i 2022 og 2023

lave noteringer og stigende foderpriser kan give en stor mangel på grise i Europa, mener analytiker.

"Det skal være skidt, før det bliver godt".

Sådan lyder et velkendt ordsprog, og ordlyden kan meget vel blive resultatet for prissætningen for smågrise og svinekød i de kommende år.

Det mener analytiker Palle Jakobsen fra Agrocom.dk, som kigger mod USA for at finde et interessant fortilfælde, der kan forudsige retningen for priserne på smågrise og svinekød i den kommende tid.

For i starten af 2020 gennemlevede amerikanerne opbremsning i produktionen som følge af coronaudbrud. Slagterier blev lukket ned, men opbremsningen resulterede efterfølgende, i at priserne eksploderede til rekordniveauer. 

En lignenede situation forudser Palle Jakobsen for de europæiske svinepriser, som for tiden er banket godt ned. En kombination med lave noteringer og stigende foderpriser kan give en stor mangel på grise i Europa. 

Han mener, at lukning af slagtegange som følge af coronaudbrud som er set i Tyskland på det seneste kan bidrage til, at der i 2022 og 2023 kan blive et regulært prisrally.

"Faldet i den amerikanske svineproduktion i 2020 sendte efterfølgende de amerikanske priser imod rekord i den første del af 2021. Noget lignende kan meget vel ske i vores del af verden i første halvdel af 2022, når markedet kommer til at mangle de svin, som tyskerne ikke vil fede op nu", anfører Palle Jakobsen og fortsætter:

"Lige nu er der ikke meget at glæde sig over for en dansk svineproducent, men der kommer en dag efter denne og alting har en konsekvens. Det har lave priser på svin og høje priser på foder også. Det, der sker nu, vil medføre en voldsom opbremsning i svineproduktionen, og den opbremsning vil bane vejen for det næste prisrally på smågrise og svinekød i 2022 og 2023".

Han mener, at de voldsomme prisudsving på især smågrise vil fortsætte, og det er derfor måske tid til refleksion for smågriseproducenter om at gå i retning af faste aftaler for deres grise eller egne slagtesvinestalde for at modvirke prisudsvingene.

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle