Analytiker: Griseproducenter kan se frem til lavere omkostninger og højere noteringer

Analytiker tror på faldende omkostninger til produktion af grise og stigende noteringer

Den danske grisenotering er kommet tættere på den tyske notering, og det kan ifølge markedsanalytiker Palle Jakobsen fra Agrocom.dk være startskuddet til en normalisering mellem det billige danske marked og de højere priser i resten af verden.

- Støtten til priserne kommer fra en bedring i efterspørgslen fra Kina, hvor trenden er vendt, og hvor priserne således igen er på vej i vejret. Vi fastholder, at den danske notering vil stige i løbet af 2022 til de niveauer, som tyskerne allerede ligger i, lyder det i en markedsberetning fra Palle Jakobsen.

Han mener, at 2023 vil resultere i et fortsat fald i udbuddet af grisekød på mere end 10 procent, men samtidig falder forbruget som følge af høje priser på fødevarer - det vil mindske effekten på noteringerne.

Palle Jakobsen har tidligere meldt ud om en forventning om rekordhøje noteringer på grisekød. Det tror han stadig er et realistisk scenarie.

- Når det er sagt, så kan det på den anden side også vise sig, at en vending i priserne på råvarer og renter bedrer forbruget i 2023 - vi fastholder muligheden for rekord i 2023, anfører han.

Griseproducenterne kan ikke bare se frem til højere noteringer - omkostningerne kan også være på vej den rigtige vej.

- Som sagt er priserne på råvarer i færd med at vende, ja faktisk har vi set et fald på 30 procent i kornpriserne i Danmark i forbindelse med, at vi går fra gammel til ny høst. Samtidig er råolien vendt, og vi ser også fald i priserne på mineraler. Vi fastholder, at svineproducenterne kan se frem imod faldende omkostninger i anden del af 2022, og at økonomien vil bedre sig betydeligt, fastslår Palle Jakobsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle