Analytiker: Mælkeprisen har toppet og vil falde til tre kroner per kilo

Der er ikke flere stigninger på vej for mælkeprisen, vurderer analytiker, som varsler fald i løbet af det næste halve år.

Markedet har toppet. Priserne på mælkeprodukterne er begyndt at falde og det er et forvarsel om, at afregningsprisen også vil falde.

Sådan summerer analytiker Palle Jakobsen, Agrocom, situationen op i en ny video om mælkepriser.

Han peger på, at priserne på smør og mælkepulver er begyndt at falde og på GDT-auktionen er der flere auktioner i træk realiseret faldende priser på hovedparten af de udbudte produkter. Det er kun ostepriserne, som endnu holder stand.

- Mælkepriserne har bevæget sig ind i rekordland. Lige nu får landmændene i EU-landene 50,3 euro per 100 kilo mælk og kommissionen har beregnet, at produkternes værdi svarer til 65,4 euro per 100 kilo mælk. Det er en historisk forskel og kunne være et argument for flere prisstigninger. Men jeg tror det ikke, siger Palle Jakobsen.

Han vurderer, at det tidligere topniveau for mælkeprisen på 2,75-3,00 kroner per kilo mælk vil være det nye bundniveau. Og afregningsprisen vil falde dertil henover efteråret, vinteren og foråret 2023.

Palle Jakobsen er fortsat optimistisk for mælkeproducenternes muligheder for at tjene penge. Indkøbspriserne på raps og diesel er faldende og det efterlader de fleste producenter med et positivt bytteforhold.

- Energiprisen er til gengæld fortsat meget høj og det kunne man godt ønske sig ned. Men der skal vi nok ind i 2023, før det sker, vurderer Palle Jakobsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle