Analytikere: Laveste produktion af rapsfrø i Europa i 13 år

Ukrainske forsyninger af rapsfrø begynder at ebbe ud, mens sortehavhveden når højeste prisniveau for sæsonen.

Gårsdagens WASDE-rapport blev som bekendt uden de helt store overraskelser, og afgrødemarkedet reagerede da også yderst afdæmpet.

De globale hvedelagre blev løftet til en ny rekord, mens den amerikanske hvede udviste lidt positivitet på en opjustering af eksporten og deraf følgende lavere lagre.

Efterreaktionerne er, at der stadig kigges efter en nedjustering af den amerikanske majsproduktion, men at høstudfordringerne ikke nåede at bliver indlemmet i denne måneds rapport, da der fortsat hersker usikkerhed omkring, hvor meget der kan nås at få i hus.

Laveste produktion i 13 år

Rapsfrøene faldt i går tilbage på gevinsttagning, efter mandag at have toppet i 399,75 EUR/ton.

Rapsfrøene var i løbet af dagen nede små 3 euro, men genfandt lidt styrke frem mod luk og kunne nøjes med et fald på en kvart procent. Stigningerne til rapsfrøene har især været forsyningsdrevet med på den laveste europæiske produktion i 13 år. Derudover har tilsåningen i Europa henover efteråret været udfordret flere steder af ugunstigt vejr.

Det giver begyndende spekulationer om, at næste års forsyningsbalance også kan blive til den stramme side. Generelt har stigninger blandt øvrige vegetabilske olier som palmeolien og sojaolien støttet op om komplekset.

Som omtalt i gårsdagens afgrødekommentar faldt de malaysiske palmeolielagre igen i november, og missede dermed endnu en gang den sæsonmæssige genopbygning. Forudsat forbruget holder stand, kan det forventes at vi skal frem til næste sommer, før vi igen begynder at se en genopbygning af palmeolielagrene, da lavsæsonen i produktionsøjemed traditionelt indtræffer i første halvår.

Ukrainske forsyninger af rapsfrø ebber ud

Forsyningerne af raps fra Ukraine, der er den største eksportør af raps til Europa, begynder at stramme til, og dermed skal importørerne begynde at kigge efter nye oprindelser. Den australske produktion er ramt af tørke, mens den canadiske høst heller ikke ventes at blive helt så stor som ventet ifølge statslige statistikker.

Imidlertid begrænser GMO-problematikken brugen af canadiske varer i den europæiske fødevareproduktion. Selvom man skal passe på med at blive for optimistisk, er det svært at være negativt på vegetabilsk olie for nuværende.

Sortehavnhveden når højeste prisniveau

Den franske møllehvede viste sig i går igen konkurrencedygtig på det globale eksportmarked. De europæiske hvedepriser er stagneret, mens Sortehavshveden har fundet fornyet støtte, og meldes på det højeste prisniveau for sæsonen.

Egypten rapporterede at have købt 335.000 ton hvede, som blev et yderst tæt løb. Oprindelserne oplyses at være en blanding af både franske, russiske, ukrainske og rumænske varer.

Prisniveauet landede på det højeste denne sæson med 222,4 dollar/ton FOB.

Ud over den begivenhedsløse WASDE-rapport, offentliggjorde Conab nye estimater for den kommende brasilianske majs og sojahøst. Her blev majs og sojaproduktionen hævet marginalt i forhold til sidste måned, mens markedet havde forventet en lidt større opjustering. Sojabønneproduktionen lyder nu på 121 mio. ton og majsproduktionen 98,4 mio. ton.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle