Andelsmejeri efterbetaler for første gang i fem år

Bornholms Andelsmejeri udvider med stort ostebyggeri. Det førte til efterbetaling.

For første gang i mange år har Bornholms Andelsmejeri besluttet at gennemføre restbetaling til andelshaverne.

Det fremgår af det regnskab, som de 32 andelshavere vedtog forleden aften på generalforsamlingen.

Heri er der nemlig indregnet en restbetaling på 6 mio. kr. til deling mellem mælkeproducenterne på øen. Det svarer til en efterbetaling på 3,94 procent af råvareværdien for 2018.

Ifølge direktør Per Olesen fra mejeriet skal man dog ikke lægge for meget i beslutningen.

"Vi har kørt meget mere med løbende udbetaling, for andelshaverne har dyr kassekredit og vi får ikke noget i rente, når vi har dem stående i banken. Derfor har vi kørt de sidste fire-fem år med høj løbende mælkepris", forklarer han.

"Men med de investeringer, vi er i gang med, vil vi køre lidt mindre på mælkeprisen og så tage dem i efterbetaingen. Og samtidig skæver vi til, hvad kollegerne gør, hvor nogen ville komme med større efterbetaling. Så i stedet for at ændre på den løbende afregning i sommer, så gav vi det i efterbetaling".

Andelsselskabet oplyser ikke en mælkepris, der er direkte sammenlignelig med øvrige mejerier, men årets indtjening, præsenteret som nettoresultat før afskrivninger, var i 2018 2,95 kr per kilo indvejet mælk, mod 2,90 kr. i 2017. Acontoprisen har i 2018 ligget på mellem 2,50 og 2,65 kr/kg.

Markant mere mælk

Omsætningen for mejeriet steg i 2018 fra 267 mio. kr. til 268 mio. kr. Ser man dog på de sidste fem år, så lå den i 2014 væsentlig højere på hele 317 mio. kr.

Det skyldes dog, at Bornholms Andelsmejeri indtil 2017 havde en større mængde mælk fra det svenske Skånemerjerierne, som man behandlede som lønproduktion.

"Vi opsagde aftalen, for vi kunne ikke håndtere al den mælk, samtidig med at vi havde vores egen vækst", forklarer Per Olesen.

Og netop væksten har været markant på Bornholm. Alene i 2018 skulle der hentes 3 procent mere med mælkebilens tur rundt på øen, og det selv om tørken også havde indvirkning.

Per Olesen forventer, at der i 2019 bliver 1,5 procent mere mælk at hente, og mejeriet ender derfor med at være gået fra 46 mio. kg. andelshavermælk for ti år siden til over 61 mio. kg i 2019.

Store byggerier undervejs

Mængden af mælk er en udfordring for mejeriet, erkender direktøren, der dog har en god løsning lige på trapperne.

Mejeriet er nemlig næsten klar med anden etape af en større udvidelse, hvor første stod færdig i 2017. Et stort nyt osteri skal være klar senere i år.

"Selve byggeridelen er vi færdige med. Nu er det inventar og montage samt flytning af linjer i resten af 2019. Der bliver fuld knald på", forklarer Per Olesen og tilføjer:

"Det er jo klart, at vi glæder os til at få mere plads, så vi kan være her. Vi kan godt køre mælkemængderne igennem, som det er nu. Men vi har nogle oste, som vi ikke kan producere nok af, så vi må lave noget af mælken til ostetyper, som vi ikke har helt samme indtjening på", siger han.

Ost til hele verden

Over 80 procent af Bornholms Andelsmejeris omsætning stammer fra osteproduktion. Og hele 95 procent af den samlede omsætning er hentet på de 35 eksportmarkeder, som man sender ost af sted til.

"Det går rigtig godt for vores eksport. Men vi skal jo også gå frem, for vi skal jo afsætte de stigende mængder mælk. Vi har især brugt meget energi i Sydamerika, hvor vi har meget vækst i vores salg. Historisk har vi arbejdet en del med Argentina, men så var der nogle år med krise. Men nu er der mange andre lande i vækst, og som har en købekraft til at købe vores produkter", siger Per Olesen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle