Op til 90 procent af energien, der bruges på pasteurisering af mælk, kan spares ved at erstatte en 150 år gammel teknik med ultraviolet lys.
I mere en 150 år har man brugt pasteurisering til at fjerne skadelige bakterier fa mælken, men nu er et firma ved at udvikle en ny metode, der er mere klimabevidst.
For i dag kræver pasteurisering, at mælken bliver varmet op til 72 grader i mindst 15 sekunder, og det er energikrævende.
Virksomheden Lyras A/S har udviklet en mere energibesparende teknologi, hvor bakterierne i stedet bliver dræbt af UV-lys, og virksomheden har nu modtaget 6,7 mio. kr. i støtte fra GUDP. Det skriver Landbrugsstyrelsen i en Pressemeddelelse.
"Vores analyser viser, at vi ved hjælp af UV-lyset kan spare 90 procent af energien til at pasteurisere mælken", siger Mathias Kræmmergaard Kristensen, der er projektleder og teknisk chef i Lyras A/S.
Der er ligeledes også forsøg i gang med at fjerne bakterier fra staldmiljøet med UV-lys, og til bekæmpelse af prrs-virus.
Mejeri med i forsøg
Støtten fra GUDP skal bruges til over de kommende år at gennemføre forsøg og se, om virksomhedens beregninger og modeller holder i praksis.
Blandt andet skal antallet af forskellige mikroorganismer før, under og efter behandlingen med ultravioletlys undersøges. Det hjælper DTU Fødevareinstituttet med at gøre.
Samtidig medvirker Them Andelsmejeri i projektet for at sikre, at mælkeprodukterne også falder i forbrugernes smag efter pasteurisering med UV-lys.
"Vi har allerede gode indikationer på, at pasteurisering med ultraviolet lys kan erstatte den traditionelle metode uden at gå på kompromis med kvaliteten, så der ligger et kæmpe potentiale i energibesparelse og venter", siger adm. direktør i Them Andelsmejeri, Torben Aarris.
Viser forsøgene sig at bekræfte, at metoden kan bruges, venter der stadig at myndighederne skal godkende metoden på lige fod med varmepasteurisering.
Faktaboks
Virksomheden modtager støtte fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP), der hører under Landbrugsstyrelsen.