Anders Harck stiller op til ny sektorbestyrelse

For Anders Harck er økonomi og virksomhedsledelse den hovedinteresse, der har formet hans karriere og givet ham indsigt og praktisk erfaring , både som driftsøkonom, virksomhedsrådgiver og selvstændig landmand.

Endnu en kandidat til sektorbestyrelsen for Økonomi og Virksomhedsledelse melder sig i dag på banen i kampen om en af de fire poster som fritvalgt medlem af den nye bestyrelse.

Anders Harck er uddannet agronom med speciale i finansiering. Han har solid rådgivererfaring i form af 10 år som driftsøkonom og virksomhedsrådgiver  i Jysk Landbrugsrådgivning og fire år som landbrugskundechef i Realkredit Danmark.

Sideløbende etablerede han sig som selvstændig landmand i 1998 og var part i et I/S fra 2000 til 2011, hvor han selv overtog bedriften, der i dag består af en mælkeproduktion med 300 malkekøer og 275 ha. 

De mange års erfaring som både rådgiver og selvstændig landmand skal i sektorbestyrelsen bruges på at præge udviklingen, så landbruget kommer ud af gældsklemmen. Hans hovedinteresse – fagligt og privat – er økonomi og bundlinje.

"Jeg vil gerne være med til at påvirke hele den måde, landmænd tænker, køber og investerer på. Vi er for styret af tanken om vækst i stedet for at tænke i bundlinje, og derfor er for mange vigtige økonomiske beslutninger blevet truffet på et meget spinkelt grundlag" siger han.

"Der er ikke noget galt med vækst," understreger han og fortsætter "men i grunden kan det være lige meget, om landmanden producerer flere varer, hvis han ikke tjener penge på det." 

"Os, der har alt arbejdet og også løber den økonomisk risiko, vi skal passe på ikke at glemme os selv. Alt for mange landmænd stiller sig tilfredse med for lidt, og det vil jeg gerne ændre på! Vi skal have skabt rentable og gode forretninger, for det er den eneste vej ud af gældsklemmen – og også nøglen til, at der kan komme gang i generationsskiftet," siger Anders Harck

Valget til den nye sektorbestyrelse foregår på delegeretmødet i næste uge.

Faktaboks

  • Anders Harck er næstformand i Sydvestjysk Landboforening og sidder i fusionsudvalget, der har fusioneret Jysk Landbrugsrådgivning med Heden & Fjorden i det nye rådgivningsselskab, SAGRO.
  • Anders Harck har sæde i en række gårdbestyrelser og er også mentor for landmænd. Han er 45 år, gift og har tre børn.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle