Anima vil i ny kampagne betale en landmand 50.000 kr. for at få lov at filme en produktion. Materialet kan herefter misbruges for tid og evighed, advarer Landbrug & Fødevarer.
Foreningen Anima fortsætter sin annoncekampagne, der stiller sig kritisk overfor dansk mælkeproduktion og de danske forbrugeres viden herom.
Forleden stillede foreningen en håndfuld spørgsmål til Arla om bl.a. adskillelse af kalv og ko.
Næste skridt i kampagnen er at udlove en dusør på 50.000 kr for at måtte filme en konventionel mælkeproduktion.
Noget som Landbrug & Fødevarer advarer kraftigt imod i en pressemeddelelse:
"Vi kan ikke anbefale, at man som landmand tager imod tilbuddet fra Anima. Det er rent bondefangeri, for når man først har taget imod pengene, så vil man blive udnyttet i deres kampagner for tid og evighed", siger Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer.
"vi åbner gerne op - på en ordentlig måde"
Anima har tidligere været i strid vedrørende grafisk materiale.
Det skete bl.a. i 2012, hvor Anima blev dømt til at betale 80.000 kr. til en minkavler for at have formuleret, at bestyrelsen i Kopenhagen Fur er ansvarlige for "grov mishandling" på baggrund af billeder bragt i TV-Avisen.
En sag, der endte med et forlig i Højesteret mellem Anima og Kopenhagen Fur.
"Vi er et stolt erhverv, og vi åbner gerne op for offentligheden, så danskerne kan lære mere om vores landbrug, men det bør ikke ske på den her måde, hvor vores billeder kan misbruges i skræmmekampagner", siger Flemming Nør-Pedersen.
"Anima er derimod velkomne til at ringe eller skrive til os – lige så vel som alle andre, der gerne vil se et landbrug er. Men det skal ske på en ordentlig måde", forsætter han.
ARLA: "Sensationsdreven kommunikation"
Anima skød sin seneste kampagne i gang med at kritisere Arla for at være for lidt kommunikerende omkring dansk mælkeproduktion. Noget, som Arla selv afviste.
"At vi ikke vil dialogen er simpelthen ikke rigtigt, og så vil jeg så også sige, at måden at gå i dialog på ved at indrykke annoncer ikke er den rigtige måde, og det siger mere om, at Anima er mere sensationsdrevne i deres kommunikation," sagde Kasper Ibsen Beck, kommunikationsdirektør i Arla Danmark, tirsdag til Landbrugsavisen.dk
Her sagde Animas kommunikationschef Thorbjørn Schiønning, at man ikke havde taget kontakt til Arla inden kampagnen.
"Vi har sendt en forespørgsel til Arla, men det er klart den offentlige debat, vi er interesserede i," præciserer han nu.
OBS. Opdateret 15/11 13:36. Sagen med Animas brug af video fra en minkfarm endte i Højesteret, hvor parterne indgik forlig. Derudover har Anima præciseret sine udtalelser fra tirsdag, om hvorvidt man har taget kontakt til Arla eller ej.