Anklage: Indere arbejder og lever som slaver på italienske landbrug

Der er startet en retssag mod en italiensk jordejer, som i årevis betalte indisk medhjælper timeløn på under fire kroner. FN anslår, at op mod 100.000 landbrugsarbejdere i Italien lever under "umenneskelige forhold".

En indisk landbrugsmedhjælper levede i seks år under slavelignede forhold på et landbrug syd for Rom, hvor der bor titusindvis af indiske migrantarbejdere som ham.

Balbir Singh passede køer 12-13 timer dagligt - også på søndage - i provinsen Latina.

"Det var uden fridage eller pauser", siger han til det franske nyhedsbureau AFP.

Ejeren af landbruget betalte ham mellem 100 og 150 euro (mellem 750 og 1125 kroner) om måneden. Det er en timeløn på under fire kroner.

I henhold til loven er mindstelønnen på området 10 euro i timen (omkring 75 kroner i timen).

Singh blev reddet af politiet i marts 2017, hvor han blev fundet i en campingvogn uden gas, uden varmt vand og uden el.

Han levede af rester fra mad fra gården, som enten blev smidt ud eller givet til kyllinger og grise.

Retssagen mod hans "arbejdsgiver" er først blevet indledt i denne måned.

Singh blev truet på livet. Han fik at vide, at han ville blive dræbt, hvis han fortalte noget om sine forhold til politiet eller til andre myndigheder. Han lever nu på en hemmelig adresse, da han frygter hævnreaktioner fra dem, der holdt ham som slave.

FN's særlige undersøgelsesleder vedrørende moderne slaveri anslog i 2018, at over 400.000 landbrugsarbejder i Italien er i fare for at blive udnyttet. Over 100.000 menes at være udsat for "umenneskelige forhold".

I sidste måned faldt en 27-årig fra Mali død om i den sydøstlige Apulia region efter at have arbejdet en dag i 40 graders varme.

I Agro Pontino, som er et center for drivhuslandbrug, har der været indiske landbrugsarbejdere siden midten af 1980'erne.

De arbejder på landbrugsjord, som blev udvundet af sumpområder i 1930'erne, hvilket var et af de største offentlige projekter under Benito Mussolini.

Sociologen Marco Omizzolo, som hjalp med at befri Singh, siger, at der lever op mod 30.000 indere i Agro Pontino. Det er fortrinsvis sikher fra Punjab. De rekrutteres af netværk, som lokker dem med kontrakter fra jord- og gårdejere, men de får kun en brøkdel af det, som de bliver lovet, siger han.

/ritzau/AFP

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle