Ansat stod inde i maskine på slagteri

En ekstern rengøringsmedarbejder stod inde i en karvasker, der bruges til at vaske kødrester af rustfri stålkar, på Danish Crowns slagteri i Blans.

Det kunne være gået helt galt og i værste fald have kostet menneskeliv.

Sådan lyder vurderingen fra Arbejdstilsynet efter et tilsynsbesøg på Danish Crowns slagteri i Blans ved Sønderborg 4. juli i år.

Det skriver Fagbladet 3F.

En tilsynsførende fra Arbejdstilsynet så en ekstern rengøringsmedarbejder stå inde i en karvasker, der bruges til at vaske kødrester af rustfri stålkar. 

Medarbejderen var gået ind i maskinen for at rette på et stålkar, mens den industrielle opvaskemaskine var i automatisk drift. 

Dermed var der ifølge Arbejdstilsynet risiko for, at rengøringsmedarbejderen kunne pådrage sig alvorlige skader i form af klemning og brud eller afgå ved døden.

Efterfølgende udstedte Arbejdstilsynet et såkaldt strakspåbud til Danish Crown. 

Danish Crown har taget strakspåbuddet til efterretning.

- Sådan noget må selvfølgelig ikke ske, og vi har med det samme strammet op på alle vores sikkerhedsprocedurer og instruktioner. Både i forhold til vores egne og eksterne medarbejdere, siger Danish Crowns pressechef, Jens Hansen, til Fagbladet 3F.

Tilsynsbesøget fandt sted mindre end tre uger efter en fatal arbejdsulykke på slagteriet, der kostede en medarbejder livet.

Her blev en reparatør fundet livløs og fastklemt i en kassevasker.

/brahe
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle