Antallet af danskere der lever vegetarisk næsten fordoblet (opdateret)

Ny undersøgelse viser at 465.000 danskere lever overvejende eller helt vegetarisk.

8,2 % af danskerne, svarende til 465.000 personer, undgår at spise kød mindst halvdelen af ugens dage. Det viser en helt ny undersøgelse, som Coop Analyse og Dansk Vegetarisk Forening har gennemført. 

Der er tale om mere end en fordobling på under 10 år– i 2010 var det blot 3,8 % af befolkningen, der svarede det samme.

Derudover er der 20 % af danskerne, som har en kødfri dag om ugen. 

Undersøgelsen viser at hele 56 % af befolkningen er åbne overfor at spise mindre kød i fremtiden: 32 % har i nogen grad eller i høj grad et ønske om at spise mindre kød fremover, mens 24 % ikke udelukker det, men svarer, at de kun ønsker det 'i mindre grad'.

Det er således kun et mindretal på 40 %, som svarer, at de slet ikke ønsker at spise mindre kød, end de gør i dag.

"Det er en meget glædelig udvikling for både dyrene, miljøet, klimaet og folkesundheden", siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening.

"Og alt tyder på, at udviklingen bliver endnu grønnere fremover."

I Coop tror analysechef Lars Aarup også på det grønne køkkens fremtid:

Danish Agro opkøber endnu en Claas-forhandlerMaskiner 21. november · 13:22

"Hver gang vi laver en ny undersøgelse på det her område, ser vi en stigning, så der er ingen tvivl om, at danskerne går i retning af et mere grønt køkken. Især de unge, som vi kan se virkelig har taget det til sig."

En af de vigtigste grunde til, at mange holder kødfrie dage, er fordi, at de mener, det er bedre for deres sundhed, ligesom miljø og hensynet til dyrene også er en motivation for mange.

Undersøgelsen er baseret på et repræsentativt udsnit af befolkningen – 1.010 personer fra 15 til 74 år.

I den kommende weekend, 25.-27. august, afholder Dansk Vegetarisk Forening for første gang Vegetarisk Festival, hvor man kan smage lækre grønne retter og deltage i inspirerende foredrag og workshops om dyreetik, miljø og sundhed. Det foregår i grønne omgivelser ved Amager Strand, alle er velkomne, og der er gratis adgang. 

OBS! Er du landmand og producerer særlige produkter til vegetarer, hører vi meget gerne fra dig.

23. august 13.10. OBS:  Dansk Vegetarisk Forening præciserer pressemeddelelse.
Vi har tidligere tirsdag udsendt en pressemeddelelse med ordlyden “465.000 danskere lever overvejende eller helt vegetarisk”, baseret på en helt ny undersøgelse, som Coop Analyse og Dansk Vegetarisk Forening har gennemført, som viser, at 8,2 % af danskerne undgår at spise kød mindst halvdelen af ugens dage.
 
Vi vil hermed præcisere, at eftersom undersøgelsen kun er gennemført blandt 15-74 årige danskere, viser den, at der er ca. 355.000 danskere i aldersgruppen 15-74 år, som lever sådan.
 
Tallet 465.000 danskere er baseret på den antagelse, at danskere under 15 år og over 74 år gennemsnitligt lever på samme måde som de 15-74 årige, og det fremgår således ikke af selve undersøgelsen.

 

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu