Antallet af malkekøer er steget - endnu flere på vej

Kvægbestanden var ved årsskiftet på 1,5 mio. dyr. Tallet er uændret i forhold til året før, men der er blevet flere malkekøer og færre ammekøer.

Hvis man tæller alt kreaturer sammen lige fra malkekøer over spædekalve til stude, så sniger det samlede antal sig op på lige knap halvanden million eller 1.499.683 stykker for at være hel præcis. Det er 537 færre end året før, men forskellen er så lille, at Danmarks Statistik i sin opgørelse konkluderer, at kvægbestanden er uændret.

Men ser man på antallet af malkekøer, som med en solid tredjedel udgør den største enkeltgruppe, så er der blevet 0,4 pct. flere i de danske stalde i løbet af 2020. Da champagnepropperne sprang nytårsaften, stod der 565.000 malkekøer i båsene. 2.520 flere end året før.

Selv  om der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem antallet af ammekøer og malkekøer, så modsvarers stigningen i antallet af malkekøer af et tilsvarende fald i antallet af ammekøer. Dem blev der nemlig 2.251 færre af i løbet af året, så der nu er 80.473 stykker. Over de sidste ti år er bestanden af ammekøer faldet knap 25 pct. 

Stigningen i antallet af malkekøer afspejler sig i en stigning i mælkeproduktionen i løbet af året. Produktionen steg med 1,1 pct. i tredje kvartal 2020, hvorfra de seneste tal stammer, i forhold til tredje kvartal 2019 og er nu på 1.449 mio. kg mælk, hvoraf 180 mio. kg er økologisk mælk.

Dykker man lidt ned i tallene, så tyder alt på, at antallet af køer vil stige i løbet. Ved årsskiftet var der således 0,8 pct. flere drægtige kvier end året før.

 

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle