Argentinske hvedeeksportrestriktioner kan være på vej

På afgrødemarkedet ser det ud til at argentinske hvedeeksportrestriktioner kan være på vej. Russisk FOB-hvede rammer 300 dollars pr. ton og nye strejker i Sydamerika kan støtte op om sojaskråen.

Det amerikanske marked tog sig i går en forlænget weekend i forbindelse med Martin Luther King day. Det afholdt dog ikke de europæiske markeder fra ufortrødent at fortsætte sidste uges prispositive takter, supporteret af øgede russiske eksportafgifter, der potentielt kan blive forlænget til næste sæson om nødvendigt.

Det kan i givet fald være med til at snævre spændet mellem ny og gammelhøst ind. Seneste rygter lyder, at også Argentina kan være på vej med eksportbegrænsninger i hveden, for at dæmpe indenlandske prisstigninger.

Det skriver Jyske Markets.

Møllehveden har de seneste par uger nydt gavn af en korrektion mod en stærkere dollar. Det har styrket den europæiske hvedes konkurrenceevne iet marked, hvor russiske oprindelser stort set er fraværende, som følge af usikkerheden omkring eksportafgifterne, og sendt den russiske FOB-hvede op i 300 dollars pr. ton.

Vores valutabord forventer at korrektionen i dollaren er ved at nærme sig sin afslutning, og har svært ved at se dollaren styrkes yderligere fra nuværende niveau pt.

Den store amerikanske hjælpepakke på op mod 2.000 mia. dollar er stadig ikke kommet gennem Kongressen. Dette bliver den første store test for Biden, og kommer til at give det første billede af, hvorvidt Biden har opbakning fra alle demokraterne – herunder om de mere midtsøgende partikollegaer vælger at stemme for pakken.

Russisk hvederekord

Den russiske hvedeeksport ventes ved udgangen af januar at ramme rekordhøje 28 mio. tons for sæsonen.

De seneste 5 år har eksporten for den resterende del af sæsonen, februar-juni, været i niveauet 10 mio. tons plus minus. Et eksporttempo vi næppe kommer til at se den resterende del af denne sæson, med de nuværende eksportafgifter. 6-8 mio. tons synes mere realistisk, hvilket betyder at USDA’s russiske hvede eksportestimat er omtrent 3 mio. tons for højt. Spørgsmålet er om hvedepriserne er ved at nå et niveau, der kan bremse efterspørgslen?

Kinesisk rekord import af majs

Kina har offentliggjort sine importdata for december, der for majs viser at landet importerede rekordhøje 2,25 mio. tons majs i årets sidste måned. Det bringer Kinas samlede majsimport for kalenderåret 2020 op på rekordhøje 11,3 mio. tons. På børsen i Kinesiske Dalian, handler majs-futures i rekordhøje 2.881 yuan pr. ton (svarer til 11,5 dollars pr. bushel), og det skubber til forventningerne om, at yderligere import kan lægge i kortene, for at dæmpe på priserne, hvilket i så fald kan støtte op om de globale majspriser.

usikkert sojamarked

Sojabønnerne er under pres fra faldende priser på både skrå og ikke mindst sojaolien, der sammen med palmeolien sendes lavere på efterspørgselsbekymringer. Terminskurven i sojaskrå er stadig ekstremt stejlt faldende, med et prisspænd mellem marts/oktober på 63 dollars pr.ton.

Spændet var dog oppe i 80 dollars i sidste uge, hvilket vidner om et ekstremt usikkert marked på de korte terminer. Brasilianske lastbilchauffører truer med at strejke, mens Argentinske lastbilchauffører allerede meldes at have blokeret vejadgangen til flere havnefaciliteter ved Parana River. Et kritisk tidspunkt, her hvor de første varer fra den nye høst begynder at nærme sig, lige som den argentinske eksport i forvejen er bagud oven på en stor strejke i december.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle