Arkitekter har travlt med at bygge nye stuehuse

Landmænd prioriterer lige nu at bygge nye stuehuse, mærker arkitektfirmaer. Nogle bygger nyt, andre renoverer - men det er altid med mange kvadratmeter. Naturen er et større fokus.

Danske arkitektfirmaer, der har specialiseret sig i at bygge stuehuse på landet, har travlt.

Landmænd ønsker nemlig i stor stil at forny privatboligen til landbruget, melder bl.a. Arkitektladen fra Ribe.

"Der er fart på. Fra januar og frem til efter pinse havde jeg 1,4 ny kundehenvendelse hver eneste dag. Også i ferieperioden. Det var helt vanvittigt". siger indehaver Øjvind Andersen og tilføjer:

"Normalt er det fint, hvis vi har to om ugen".

Efterspørgslen kommer fra en bred skare af landmænd til de seks medarbejdere på tegnestuen, der har specialiseret sig i stuehuse, herregårde og villaer på landet.

"Grisebønderne vil godt være med igen. De har det ikke sådan helt vildt dårligt. Og så er der også nogle minkavlere", forklarer Øjvind Andersen.

"Man kan godt sige, at de har det dårligt, efter beslutningen om at lukke produktionen. Men de får også sat tingene på plads og tænkt tingene igennem. For nogle har det resulteret i beslutningen om, at nu vil de bare gerne bo på deres ejendom og have det godt. At have et arbejde ved siden af eller leve af plantebrug".

Renover eller byg nyt

Hvor Øjvind Andersen som oftest ender med at bygge helt nye stuehus hos sine kunder, er oplevelsen modsat hos Hardy Nielsen, indehaver af Arkimentor i Egtved.

"Jeg laver en hel del, der handler om at bevare. Eller om at føre nogle af de bygninger, der måske blev mishandlet arkitektonisk i 1970erne, tilbage til den oprindelige stil", forklarer han.

»Det er ofte dyrere, men fordelen er, at det kan bides over i etaper«, påpeger han.

Et typisk stuehus på en landejendom når op i 300-500 kvadratmeter, melder arkitekterne. Prisen for et nybygget hus ender typisk i 4-5 mio. kr.

Landmændene har nemlig fokus på kvalitet.

"Det skal holde og være i orden. Det handler om de gode kvalitetsmaterialer og sunde konstruktioner", forklarer Hardy Nielsen.

Mere herlighed

Den oplevelse deler Peter Saabye, der ejer og driver Saabye og Partners i Kirke Saaby på Sjælland også.

"Min fornemmelse er, at landmændene har fået fokus på herlighedsværdierne. At de kigger på at få et sundere og bedre hus, der er bedre placeret i forhold til sol og udsigt. Jeg tror, at de fleste landmænd, der vil bygge noget i dag, vil have fokus på de ting", siger han og tilføjer:

"For nogle handler det også om, at de gerne vil udstille deres succes, og at de har tjent mange penge. De vil gerne have en palæbygning".

Øjvind Andersen er helt enig i, at dagens landmænd har overvejet tingene grundigt:

"De har meget større bevidsthed, når det gælder om at få logistik og placering til at gå op. At der ikke ligger en gylletank i udsigtskilen for eksempel. Man skal kunne nyde sin familie ved siden af det her kæmpe firma, der ligger ved siden af huset. Infrastrukturen og logistikken må meget gerne være i orden, så man ikke skal gennem gårdspladsen med en kæmpe traktor", siger han.

Faktaboks

Større huse - med mere natur

  • Arkitekterne oplever forskellige ønsker fra landmænd, men flere ting går igen:
  • God plads. De nye stuehuse er typisk mellem 300 og 500 kvm.
  • Gode materialer. Det skal være holdbart og god kvalitet.
  • Stigende fokus på herlighedsværdier som natur og udsigt.
  • Om man renoverer eller bygger nyt, skifter fra firma til firma.
  • Tjek skattereglerne med rådgivere, før du bygger i privaten.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle