Arla bygger egen gård med plads til 400 køer i Nigeria

Arla Foods vil etablere en moderne mælkeproduktion i det nordlige Nigeria, der blandt andet skal bruges til at uddanne op til 1.000 lokale mælkeproducenter.

Arlas nye 200 hektar store gård, kommer til at ligge i delstaten Kaduna, og forventes at åbne i 2022.

Gården har plads til 400 malkekøer, moderne malkerum og -teknologi, græsarealer og boliger til 25 medarbejdere.

Det skriver mejeriet i en pressemeddelelse. 

Arla har i flere år engageret sig i projekter i den nigerianske mejeribranche og startede i 2019 blandt andet et partnerskab, hvor mejeriet skal købe og forarbejde den lokale mælk fra 1000 nigerianske bønder.

Arlas nye gård skal bruges til at uddanne lokale mælkeproducenter og øge mælkeydelsen og -kvaliteten samt forbedre dyrevelfærden.

Dermed er den nye gård næste skridt i arbejdet med at hjælpe landets målsætning om at udvikle den lokale mælkeproduktion.

Ud over at tilbyde uddannelse og støtte til lokale mælkeproducenter vil gården også fungere som en moderne kommerciel mælkeproduktion i Nigeria. Med tiden forventes gården at producere over 10 ton mælk om dagen, som vil blive forarbejdet på Arlas mejeri i Kaduna og solgt til nigerianske forbrugere, lyder det i pressemeddelelsen.

"Der er stort behov for nærende mad og mejeriprodukter til at imødekomme den stigende efterspørgsel fra Nigerias hurtigt voksende befolkning", siger executive vice president og chef for Arla Foods International Simon Stevens.

"Det kræver, at udbuddet bliver suppleret med importerede fødevarer for at opretholde fødevaresikkerheden, mens det samtidig er vigtigt at støtte regeringens langsigtede plan om omstilling af landbruget, så der kan opbygges en bæredygtig mejerisektor i Nigeria. Etableringen af vores egen mælkeproduktion er det næste vigtige skridt i vores langsigtede engagement i Nigeria".

Arla var sidste år også med til i samarbejde med Bill og Melinda Gates Foundation at forbedre levevilkårene for mere end 600 små husstande ved at udvikle en socialt, miljømæssigt og økonomisk bæredygtig forsyningskæde for mejeriprodukter i Vestafrika.

"Jeg er meget stolt af vores samarbejder, der understøtter en bæredygtig udvikling af den nigerianske mejerisektor, og jeg glæder mig samtidig til at se, de resultater vores nye topmoderne gård kommer til at opnå", siger bestyrelsesformand i Arla Foods Jan Toft Nørgaard.

Faktaboks

Arla har siden 2017 været en del af Milky Way Partnership-programmet, som er et partnerskab, der omfatter Dansk Landbrug og Fødevarer, Seges, NGO'en Care Danmark, den nigerianske kvægavlerorganisation CORET og det landmandsejede andelsselskab MILCOPAL. Milky Way Partnership-programmet støttes af Udenrigsministeriet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle