Arla dropper sine alpeoste igen

Arla har solgt første mejeri af flere i Allgäu-regionen. Mejerier, som man ellers købte så sent som i 2011.

Trods Arlas målsætning om at være førende på specialoste, har koncernen valgt at sælge ud af sine alpeoste fra Allgäuland i det sydlige Tyskland.

I påsken offentliggjorde Arla, at man har solgt to af tre mejerier, der ligger tæt på hinanden i det sydtyske, vest for München. Der er tale om mejeriet Sonthofen og det tilhørende mejeri, det meget lille Wertach.

Dermed har andelsselskabet nu kun det største alpemejeri i Bad Wörishofen tilbage. Dette er dog også annonceret til salg i november sidste år - eller som det hedder i moderne businesssprog: »Man overvejer dets strategiske muligheder«.

Årsagen til frasalget af alpeostene skal findes i udviklingen på området for specialoste, forklarer pressechef Theis Brøgger.

»Vi købte Allgäuland tilbage i 2011 på grund af det potentiale, vi så i nogle af deres oste. I en årrække har vi solgt de oste både i USA og på tværs af Europa. Produkterne kom sådan set godt fra start, men kategorien for specialoste har udviklet sig siden, så det nu er vigtigere at have nogle store, stærke og kendte brands«, siger han.

- Solgte I, fordi det var en dårlig forretning?

»Der, hvor vi har solgt produkterne, har det været en god forretning. Men med udviklingen i markedet, ville det kræve store investeringer, hvis det skulle blive ved at være en god forretning. Det har vi valgt ikke at gøre«.

Nicher i en niche

Alpemejerierne er i dansk sammenhæng små. Mejeriet i Sonthofen producerede 5000 tons ost årligt, mens mejeriet i Wertach havde endnu mindre produktion. Her ejer kommunen bygningerne, som mejeriet producerer i, og Arla har derfor formelt kun solgt inventar og produktion til den nye ejer Allgäuer Hof-Milch,

Arla har en række kontrakter på oste, der i en periode forsat skal produceres på mejerierne. Derudover skal Arla frem fortsat levere mælken frem til slutningen af 2019, hvor kontrakter med mælkeleverandører udløber.

Landmand: En skam

I leverandørforeningen Allgäuer Bergbauernmilch ærgrer formand Hubert Rupp sig over bruddet med Arla, som han altid har følt sig godt behandlet af.

»Vores samarbejde med Arla har altid været godt. Arla var stor og international og man følte sig sikker. Det er en skam, at Arla forlader det nu«, siger han på vegne af de 370 mælkeproducenter, der alle var kontraktleverandører til selskabet.

Tilsammen leverede de årligt 50 mio. kg mælk.

Hubert Rupp ser dog også muligheder i de nye ejere.

»Der er mange muligheder for at forsøge at sælge vores produkter bedre. Arla prøvede flere ting, men måske på nogle punkter kun halvt, hvis du forstår«, siger han.

Tilbage har Arla nu mejeriet i Bad Wörishofen, der årligt behandler 180 mio. kg mælk til emmentalerost.

Et provenu af frasalgene af de små mejerier vil følge de normale regler for frasalg af virksomheder i Arla. Altså vil et eventuelt overskud blive konsolideret på egenkapitalen, oplyser mejerikoncernen.

Faktaboks

Arlas sydtyske trio

  • I det sydligste Tyskland vest for München købte Arla mejerierne Allgäuland med specialosteproduktion i 2011.
  • I 2015 lukkede man det ene af de fire sites. De resterende blev annonceret til salg i november. Nu er de to solgt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle