Arla fastholder mælkepris for fjerde måned i træk

Arla fastholder atter mælkeprisen for maj måned. Dermed er det fjerde måned i træk, at mælkeprisen ligger stabilt.

Det betyder, at langt de fleste mælkeproducenter vil modtage 242,8 øre/kg - hvis de altså har Arlagården plus og bedste kvalitet. Dertil kommer et eventuelt tillæg for GMO-frit foder, som en række af de danske andelshavere modtager.

Arla melder i sin markedsberetning, at der er stilstand i udviklingen på mælkemængder i Europa. Men at dette kun gælder for det samlede billede.

"Mens nogle lande, særligt UK, Irland og Polen, har øgede mængder i forhold til sidste år, ligger produktionen i andre lande, særligt Frankrig, Holland og Tyskland, stadig under sidste år. Men mængderne i disse lande var større i februar end i januar, så forventningerne er, at vi generelt vil begynde at se en svag vækst i Europa i 2019", lyder det.

Også uden for Europa er der skift. Her er mængderne dog i de væsentlige regioner faldende, melder mejeriselskabet.

"Mælkeproduktionen i USA er også faldet og ligger aktuelt på samme niveau som 2018. Det samme gør sig gældende for NZ, hvor væksten har været væsentligt under forventningerne.  Produktionen i Australien fortsætter med at falde. Der har været et 12,7 % fald i februar i forhold til 2018".

Sværere at tyde forventningerne

Tidligere gav Arla en melding om udsigterne for de kommende måneders prisniveau, hvor tomlen enten pegede opad med meldinger som: "ser positive ud" eller "er udfordrende". Men disse meldinger er nu skiftet til en mere specifik gennemgang af de enkelte markeder for henholdsvis fløde, smør, pulver og andet relevant.

Dette medfører dog også, at det kan være sværere for den enkelte andelshaver eller læser at få et entydigt billede af fremtidsudsigterne.

Mejeriselskabet melder, at smørmarkedet er stille i Europa, men at der kan være eksportmuligheder ud af EU.

"Da de globale priser nu er ca. EUR 750/ton højere end de europæiske priser, er eksportmulighederne attraktive for øjeblikket.  Priserne på fløde har været stabile, bortset fra UK hvor vi ser et fortsat prisfald", fremgår det.

Samtidig er der gode muligheder for salg af pulver-produkter.

"Både priserne på skummetmælkspulver og sødmælkspulver er faldet på kort sigt, men en stærk efterspørgsel og stærke priser for Q3 og Q4 tyder på, at priserne stabiliserer sig.  Globalt set er efterspørgslen stadig stærk for alle produkter".

Sidst, men ikke mindst er ostemarkedet stille. Her forventer Arla dog, at man her efter påske måske kan se udvikling.

"Priserne (på ost, red.) har ikke bevæget sig så stærkt som forventet.  Sidste år var der også stille i perioden op til påske, mens efterspørgslen efter påske steg væsentligt. Hvis dette mønster gentager sig, vil priserne stige igen.  Efterspørgslen efter mozzarella er stadig stærk, og der er stadig en tydelig knaphed på markedet, hvilket betyder, at priserne ligger på et godt niveau".

Også den økologiske pris bliver på uændret niveau, altså med bedste kvalitet og Arlagården plus-tillæg et niveau på 325,4 øre/kg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle