Arla forlænger ostekontrakt med afgørende britisk partner

Britiske Asda forlænger ostekontrakt med Arla.

Også de kommende tre år vil Arla være leverandør af al ost til den store britiske Asda-kæde.

Det fremgår af en opdatering fra den normalt velinformerede britiske mælkepris-analytiker Ian Potter.

Ifølge ham vil Arla skulle stå for hele Asdas ostekontrakt frem til mindst 2024. Her er der formentlig tale om den del af sortimentet, der er private label - hvilket udgør en stor del af de britiske supermarkedskæders salg.

Asda-kæden er en af de store supermarkedskæder i Storbritannien og har de seneste 20 år været helt afgørende for Arlas afsætning på det vigtige marked.

Tilbage i 2016 landede mejerikoncernen en aftale, der sikrede en årlig afsætning af 1,5 mia. kg. mælk via Asda. Ret markant i forhold til koncernens samlede mælkemængde i landet - på det tidspunkt mellem 3,5 og 4 mia. kg mælk årligt.

Kontrakten skete endda til en fastsat mindstepris, der lå højere end de daværende markedspriser. Det skete, blandt andet efter at Asda også i en periode havde kørt med støtte-merpriser på mælkeprodukter for at bakke op om den kriseramte mælkeproduktion.

Asda har de seneste måneder været yderst omtalt i de britiske medier, fordi den amerikanske supermarkedsgigant Walmart ønskede at sælge sin ejerandel. To britiske brødre har nu købt kæden for milliarder, men aftalen afventer de endelige konkurrencegodkendelser, før den falder endeligt på plads.

Den britiske del af Arla melder til LandbrugsAvisen, at de pt. ikke ønsker at kommentere aftalen. Dermed står det heller ikke klart, om der er indgået aftale på selve drikkemælksområdet med såvel mærkemælk og private label - eller på fløde og smør.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle