Arla i stor vindmølleaftale: Sikrer 100 procent grøn strøm til de danske mejerier i 2025

Strømmen kommer fra en støttefri vindmøllepark i Jammerbugt Kommune, der skal levere 137 GW/h strøm, svarende til 34.000 danske husstandes årlige elforbrug.

Arla når i mål med sin ambition om at være dækket af 100 procent grøn strøm til mejerier og produktion i Danmark inden udgangen 2025.

Det sker efter, at Arla har indgået en aftale med Eurowind Energy om en 10-årig strømaftale.

Strømmen kommer fra en støttefri vindmøllepark ved Nørre Økse Sø nær Brovst i Jammerbugt Kommune, der skal levere 137 GW/h strøm. Det svarer til 34.000 danske husstandes årlige elforbrug.

Det skriver Arla i en pressemeddelelse.

I januar fremlagde Arla en målsætning om at bruge 100 procent grøn strøm i Danmark til mejerier og produktion inden udgangen af 2025, og nu kan andelsselskabet offentliggøre, at Arla er sikker på at nå målsætningen.

- Det her er en milepæl for Arla. Vi arbejder hver dag benhårdt for at nå vores bæredygtighedsmål – både i produktionen og ude blandt vores ejere. Og jeg er stolt over, at der allerede nu er klarhed om vejen til at levere på denne del af ambitionen, siger Hanne Søndergaard, bæredygtighedsdirektør i Arla Foods.

Med denne strømsalgsaftale, der træder i kraft senest 1. januar 2025, forpligter Arla sig til at aftage strømmen fra vindmølleparken, som skal bestå af 11 nyopførte vindmøller.

Der eksisterer allerede en vindmøllepark på grunden, men den skal erstattes af nye og tidssvarende møller, der forventes at blive sat i drift i november 2024. 

I løbet af de 10 år, som aftalen varer, vil den grønne energi fra vindmøllerne give en årlig besparelse på 58.000 ton CO2, som svarer til 17 procent af Arlas danske CO2-aftryk.

Strøm fra vedvarende energikilder er en del af Arlas samlede klimamål om at reducere CO2-udslippet i produktionen med 63 procent inden 2030.

Samlet set har Arla allerede nu reduceret udledning fra produktionen med 25 procent siden 2015, lyder det.

I januar indgik Arla Foods en aftale om etablering af fire nye solcelleparker. Over en 10-årig periode forpligter Arla sig til at aftage langt hovedparten af strømmen, når parkerne er klar til produktion.

Faktaboks

Fakta om vindmølleparken

  • Arla har indgået en 10-årig aftale med Eurowind Energy om at aftage strømmen fra vindmølleparken Nørre Økse Sø nær Brovst i Jammerbugt Kommune.
  • Aftalen sikrer Eurowind Energy sin første støttefrie vindmøllepark.
  • Parken forventes at starte i drift fra november 2024, og aftalen med Arla træder i kraft senest 1. januar 2025.
  • I løbet af de 10 år, som aftalen varer, vil den grønne energi fra vindmøllerne give en årlig besparelse på 58.000 ton CO2, som svarer til 17 procent af Arlas danske CO2-aftryk for scope 1+2.
  • Eurowind Energy har indgået en aftale med Vestas om leveringen af 11 V126 3,6 MW møller til Nørre Økse Sø. Vindmølleparken vil få en effekt på 39,6 MW.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle