Arla i Tyskland ramt af kæmpe mejeribrand

Produktionen på det tyske Upahl-mejeri er hårdt ramt af en omfattende brand forleden. Mere end 70 brandfolk måtte tilkaldes.

En brand hærgede forleden Arlas mejeri i tyske Upahl.

Det beretter flere tyske medier, herunder NDR.

Branden brød ud natten til torsdag og medførte omfattende skader, selv om mere end 70 brandfolk blev udkommanderet til at dæmme op for flammernes hærgen.

Produktionen på mejeriet er stort set lukket ned som følge af branden, der blandt andet hærgede et teknikrum. Upahl er kendt som Arlas skyr- og quark-specialist-mejeri, med produktion af de to produkter til både Tyskland og også til eksport.

Arla understreger, at der stadig hentes mælk på de gårde, der normalt leverer til Upahl, selv om produktionen er ramt. I stedet omdirigeres mælkeproducenternes løbende leverancer af mælk til andre mejerier.

Endnu er der ikke klarhed over, hvorfor branden opstod, men de foreløbige meldinger lyder på, at der var tale om en teknisk defekt.  De tyske myndigheder vurderer ifølge medierne, at omkostningerne til branden vil løbe op i seks-cifrede beløb - altså i millioner af euro. Ud over omkostningerne ved selve branden og dens skader på mejeriet, vil de løbende produktionstab rulle oveni.

Arla ønsker endnu ikke at komme med vurderinger af de mulige omkostninger..

Arlas kommunikationsansvarlige i Tyskland udtaler, at man midt i det hele glæder sig over, at der ikke skete personskade ved branden.

opdateret tirsdag kl. 19.16 med præcisering af at Arla ikke kan vurdere omkostningerne for nuværende.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle