Arla-konkurrent nedjusterer pludselig

Det har ikke været et let år for Arla-konkurrenten Fonterra, som i sidste øjeblik nu reducerer prisen per kilo mælkeværdistof, altså mælkepulver.

I 11. time før regnskabet nedjusterer mælkegiganten Fonterra pludselig sin forventninger til årets mælkepris.

Meldingen kom fredag, efter at selskabet torsdag havde bedt om at få suspenderet al handel på børsen med Fonterras aktier.

"Man ønsker aldrig at være nødt til at reducere mælkeprisen ved sæsonens slutning, men det er det rigtige at gøre", udtaler formand John Monaghan i en meddelelse til andelshavere og aktionærer.

Fonterra opererer med afregning i mælkeværdistof, altså mælkepulver, og her reduceres prisen fra 6,75 NZ-dollars per kg, svarende til 28,95 kr/kg til nu 6,70 eller 28,76 kr/kg. Altså et fald på 21 øre per kilo mælkeværdistof - og det vel at mærke for hele regnskabsåret.

Prisen er dog fortsat en af de højeste i de senere år for selskabet.

Samtidig forventer Fonterra, at årets dividend, altså det der svarer til Arlas restbetaling, kan ende med at blive de 10 NZ-cents, 43 øre, som selskabet allerede har udbetalt i april.

Et år med dårlige nyheder

Fonterra har ikke haft et let år. I foråret meldte selskabet, at man måtte lave en nedskrivning på flere milliarder kroner på en investering i det kinesiske babymadsselskab Beingmate. I den forbindelse meldte topchefen desuden, at han ville træde tilbage i år.

Samtidig har selskabet endelig fået afsluttet sin skandalesag om et forurenet parti mælkepulver fra 2013. Franske Danone var køberen af det botulisme-inficerede mælkepulver og lagde efterfølgende sag an. En sag som franskmændene endte med at indkassere 1,1 mia. kroner i erstatning på.

Formand John Monaghan lægger ikke skjul på, at netop de to sager har indflydelse på nedjusteringen på mælkeprisen - men som om disse to sager ikke var nok, lægger han en ekstra årsag til.

"Under processen med at afslutte regnskabsåret er det blevet tydeligt, at vi er nødt til at tage disse forholdsregler. Vores estimerede indtjening er ikke, hvad vi forventet. Og selv om tallene endnu ikke er endelige, så har vores marginer været mindre end budgetteret på tværs af vores forretninger, som er globale ingredienser, foodservice- og retail."

Han understreger, at prisen på de 6,70 NZ-dollars er en acceptabel mælkepris.

"Vi har fokus på at opretholde en stærk balance i selskabet. Det har hjulpet os tidlgiere til at kunne understøtte vores landmænd i de kritiske år via vores andels-hjælpelån, ligesom det har kunnet muliggøre vores ordning Advance rate schedule, så vi har kunnet udbetale penge til landmænd tidligere i denne sæson", udtaler han.

Fonterras årsregnskab offentliggør den 13. september.

Emneord

mælkepris

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle