Arla-lastbiler i København skal køre på gylle

Et nyt forsøg med biogas sender Arla mælkebiler på gaden i København, der kører på 100 procent grøn energi. Brændstoffet til mælkebilerne er nemlig biogas udvundet af gylle.

Hver eneste danske ko producerer godt 20 kubikmeter gylle om året, og nu kan gyllen også bruges til andet end gødning - nemlig som brændstof til at drive de mælkebiler, der leverer mælk. 

I et helt nyt forsøg, som Arla netop har sat i gang, testes lastbiler, der groft sagt leverer mælken på gylle. Brændstoffet er nemlig biogas, som udvindes af gylle.

Det skriver Arla i en pressemeddelelse.

"Vores ambition er, at alle vores distributionslastbiler skal køre på 100 procent grøn energi, så snart det er praktisk muligt. Biogas er en af de spændende muligheder, som vi vil teste. Arla ejer omkring 200 lastbiler i Danmark, der deler mælk ud og anløber godt 2.600 detailbutikker hver dag. Derfor har vi taget en række initiativer for at undersøge mulighederne for at køre grønt", siger Jakob Knudsen, landedirektør for Arla Danmark. 

Forventningen er, at gylle fra en enkelt ko kan skabe så meget biogas, at lastbilen kan køre 875 kilometer. Samtidig viser undersøgelser, at CO2-udledningen reduceres med mindst 53 procent i forhold til den biodiesel, som Arla ellers anvender. 

Stort potentiale 

I første omgang er det to af Arlas lastbiler af mærket Scania, der er ombygget, så de udelukkende kører på biogas. Den ene lastbil leverer mælk på grøn gas i København, mens den anden henter mælk på Sjælland og kører til København. Afkølingen af mælken sker også med biogas. 

"Potentialet i forsøget er kæmpestort, fordi Arlas landmænd har et restprodukt, gylle, der nu viser sig at kunne bruges i en cirkulær økonomi. Med godt 12,5 millioner kørte kilometer om året af vores distributionslastbiler, vil der kunne spares meget CO2 og partikelforurening, hvis forsøget går godt", siger Jakob Knudsen.

Udover CO2-besparelsen er et andet plus ved biogaslastbilerne, at de larmer markant mindre. Støjen reduceres med 3-4 decibel, og det svarer til godt en halvering af støjen. 


                                                                                                                     Foto: Arla

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle