Arla: Ni ud af ti er med i Klimatjek

Danske mælkeproducenter ligger over gennemsnittet for at gennemføre Arlas klimatjek - og få kompensation på 1 eurocent.

Størstedelen af Arlas andelshavere har som ventet udfyldt de mange spørgsmål til mejeriselskabets nye klimatjek i tide til første deadline.

Det viser en optælling fra Arla, hvoraf det fremgår, at 89 procent af andelshaverne nu kan hente de 7,45 øre per kilo i mælkebetaling fra juni, som følge af gennemført klimatjek.

Arla oplyser dog også, at hvis man omregner til mælkemængde, så deltager 96 procent af mælken.

Om og hvordan der er forskel i Arlas andelshaverkreds på deltagelsen, ønsker Arla endnu ikke at oplyse. Men man oplyser, at danskerne har en tilslutning "over gennemsnit".

Den høje deltagelse kommer næppe som en overraskelse for de danske andelshavere. Her har flere ytret, at de 7,45 øre per kilo er alt for mange penge at miste, ved ikke at udfylde den krævede, ekstra dokumentation.

Kun 0,2 procent har ikke svaret

Samtidig med klimatjekket var der også deadline på den nye egenkontrol i Arlagården-regi.

119 nye spørgsmål skal besvares hvert kvartal af andelshaverne. Her har 99,8 procent af andelshaverne i såvel Danmark som de øvrige nationer gennemført.

Regner man med, at Arla har knap 10.000 andelshavere, så svarer det til, at knap 20 andelshavere ikke har fået udfyldt.

Resten skal indberette deres informationer snarest, idet den nye ordning er obligatorisk. Formand for det danske nationale råd, Steen Nørgaard Madsen, udtalte forleden til Landbrugsavisen.dk, at besvarelse er obligatorisk, hvis man skal have hentet mælk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle