Arla-rival giver mælkeprisen et nøk op i marts

FrieslandCampina regulerer mælkeprisen op i marts.

FrieslandCampina øger mælkeprisen for marts med knap 2 øre per kilo.

Det oplyser den hollandske mejerikoncern i en meddelelse mandag. 

Mælkeprisen, garantiprisen, når dermed op på 35,25 Euro per 100 kilo - svarende til en dansk pris på 2,63 kroner per kilo.

Den primære årsag til stigningen er en korrektion fra de tidligere måneder på lige knap de 2 øre per kilo, oplyser FrieslandCampina.

Den økologiske notering fra selskabet stiger tilsvarende med knap 2 øre og runder nu 3,54 kroner per kilo. Det er det højeste niveau siden juli og august sidste år, men et stykke under sidste års niveau for marts måned.

Højeste niveau i et år

Korrektionen sker, fordi det hollandske andelsmejeri danner sin såkaldtede garanterede pris ud fra forventninger til markedet, herunder også konkurrenternes mælkepriser, frem for som Arla gør det, ud fra de opnåede salgsresultater. Derfor går hollænderne også jævnligt ind og regulerer mælkepriserne med opfølgende virkning.

Mælkeprisen fra hollænderne er dermed steget fra januars niveau på 2,55 kroner per kilo til nu 2,63.  

Marts-prisen for 2021 vil dermed være den højeste FrieslandCampina pris i et år. I marts 2020 lå prisen dog en hel eurocent, 7,45 øre over det nuværende niveau. Siden har den kun ligget lavere - især som følge af coronapandemiens påvirkning og en nedgang i hollændernes ellers yderst lukrative marked i Asien.

Arla har endnu ikke meldt ud om sin mælkepris for marts måned.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle