Arla-rival: "Vi har brudt vores løfter til ejerne"

Fonterra-chef aflægger regnskab, der "ikke lever op til vores standarder". Nu igangsættes skarp gennemgang af hele forretningen.

"Der er ingen vej rundt om. Vores resultater når ikke de standarder, som vi bør kunne levere på. I 2018-regnskabsåret har vi ikke kunnet holde de løfter, vi har givet til vores landmænd og stakeholders".

Så ærligt og kontant indledte den nye administrerende direktør Miles Hurrell præsentationen af Fonterras årsregnskab for 17/18 i dag.

Et underskud efter skat på 822 mio. kr. ud af omsætningen på i alt 84 mia. kroner er selvsagt ikke tilfredsstillende, meldte topchefen.

dyr erstatningssag

De væsentligste årsager er erstatningsagen om botulisme-forgiftning, der endte med en erstatningsbetaling på knap 1 mia. kr. til Danone, samt at Fonterra har været mildt sagt uheldig med en investering i en kinesisk babymadsproducent Beingmate.

Her måtte man i forbindelse med halvårsregnskabet nedskrive med sviende 1,84 mia. kroner.

De to store lussinger til mejeriselskabet, der fortsat er blandt verdens største, betyder at selskabet nu har en højere gæld og at egenkapitalen selv sagt er gået ned.

Fonterra har dog også lyspunkter i regnskabsåret, der også har budt på et farvel til såvel formand og direktør for selskabet.

Den nye topchef Miles Hurrell pegede i sin præsentation på, at mælkeprisen for helåret fortsat ligger som det tredjebedste blandt de sidste ti år. Samtidig performer selskabets mærkevarer bedre og udgør nu 45 procent af forretningen mod 42 procent sidste år.

forretningen skal evalueres

At selskabet dog har performet ringere i andet halvår end ønsket, betyder nu, at man igangsætter en plan med tre punkter for at bringe indtjeningen op igen.

Først skal alle investeringer, store aktiver samt partnerskaber gennemgås og evalueres, så man kan fastslå, om de fortsat lever op til selskabets ønsker. Det involverer også investeringen i Beingmate.

Derudover skal man have styr på den basale forretning og vil rette op på de forretningsgrene, der ikke lever op til sine mål.

Sidst, men ikke mindst, skal budgetstyring og forventningerne til forecast forbedres, sådan at mælkeproducenterne især kan få bedre meldinger om selskabets forventninger.

Her tænkes formentlig på, at selskabet for kun et par uger siden måtte revurdere den samlede mælkepris for helåret. Det betød i nogle tilfælde, at mælkeproducenter fik deres sidste mælkeafregning kraftigt nedbarberet eller helt bortfaldt, fordi de så allerede havde fået udbetalt deres mælkepenge.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle