Arla-rival vil betale de mest bæredygtige ekstra mælkepenge

Jo højere en mælkeproducent hos FrieslandCampina scorer på bæredygtighed, jo bedre mælkepris. Sådan lyder ny plan.

De mest bæredygtige mælkeproducenter skal have en højere mælkepris end de øvrige. Sådan lyder planen fra hollandske FrieslandCampina.

Andelsselskabet lagde ved årsskiftet sin mælkepris-beregning om, hvilket medførte et fald i standardbetalingen. "Provenuet" fra denne omlægning - omkring 180 mio. kr. årligt - skal bruges til at tilskynde andelshaverne til mere bæredygtig udvikling på landbrugene. Det oplyser selskabet nu i en pressemeddelelse.

Helt konkret skal selskabets bæredygtighedsprogram "Foqus Planet" score den enkelte landmand med en række bæredygtighedspoint. Jo højere score, landmanden får, jo bedre betaling fra programmet.

Reserverer mælkepenge til de bedste

Hein Schumacher, adm. direktør for det store mejeriselskab udtaler, at andelshaverne allerede i 2014 vedtog at opfordre hinanden til at øge bæredygtigheden - og til at betale de bedste for netop dette.

FrieslandCampina havde i 2018 en mælkemængde på 10,4 mia. kg mælk fra de 12.000 andelshavere.

Skulle de 180 mio. kr., der årligt er sat af til programmet, fordeles ud på samtlige kg mælk, ville det svare til omkring 1,7 øre/kg.

Direktøren opfordrer i pressemeddelelsen de forbrugere, der måtte støtte de bæredygtige ambitioner, til at købe FrieslandCampinas bæredygtige mælkebrand PlanetProof Dairy. Denne mælk leveres - mod et særtillæg - af de mest bæredygtige af selskabets producenter. 

Det har dog været omdiskuteret blandt andelshaverne, hvorvidt det er fair, at man kun kan kvalificere sig et år ad gangen til at være i den særlige Planet Proof-pulje. Derefter kan man overhales af andre af selskabets leverandører - og dermed miste tillægget igen.

FrieslandCampina meddeleler, at de måler bæredygtigheden på basis af egenproduceret foder, nitrogen-niveauet i jorden, ammoniak emissioner og andelen af permanent græs, men også på dyrevelfærd og sundhed.

Samtidig har mejeriet ad flere omgange støttet investeringer i vedvarende energi hos andelshaverne. Blandt andet ved køb af vindmøller.

Også herhjemme barsles der med klimaprogrammer. Arla vil kvittere for deltagelse i klimaprogram med 7,4 øre/kg fra sommer af, der dog tages ud af den nuværende mælkepris, så det de facto bliver en reduktion for de, der ikke bidrager med deres data.

Derimod arbejder økodivisionen i Danish Crown, Friland, på en model, der ligner FrieslandCampinas. Her vil man reservere en del af noteringen til at præmiere de mest bæredygtige producenter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle