Arla-rivals indtjening i stort dyk i første halvår

Corona-krise og uro i Hong Kong kostede FrieslandCampina dyrt i foråret. Samtidig steg indvejningen fra andelshaverne.

FrieslandCampina, Arlas hollandske ærkerival, fik ikke noget nemt første halvår i år.

Omsætningen endte nærmest præcis på samme niveau som året før - men driftsindtjeningen styrtdykkede med hele 17 procent og og resultatet gik ned med 37 procent, skriver selskabet i en pressemeddelelse om halvårsregnskabet.

Årsagen skal findes i den hærgende corona-krise, der udraderede det ellers profitable on-the-go-salg. Men også problemerne i Hong Kong, der første til lukning af grænserne til Kina, medførte et stort fald i salget af de ellers lukrative babyernæringsprodukter for selskabet.

Hvor tallene i regnskabet ellers ikke viser så stor nedgang, idet resultatet på 206 mio. Euro mod sidste års 205 mio. Euro, så skyldes den store procentvise nedgang, at topchefen bruger "sammenlignelige tal" i sin vurdering.

FrieslandCampina har nemlig købt en del aktiviteter til de seneste år. Her har især ingrediensforretningen bidraget til en højere indtjening, hvilket kompenserer på selskabets samlede regnskabstal.

Mælkeprisen faldt

Netop de to punkter, bemærker adm. direktør Hein Schumacher som årsagen til, at mælkeprisen til andelshaverne faldt med 3,5 procent i forhold til samme periode året før. Det endte med en mælkepris på 2,73 kroner per kilo.

Denne afregning kan ikke fuldstændig omregnes til danske forhold, idet der er forskel i tillæg, fradrag, efterbetaling med videre. Men det er dog sikkert at sige, at hollænderne fortsat har et forspring til de danske Arla-andelshavere, når det gælder udbetalt mælkepris.

Indvejningen fra andelshaverne steg med 1,1 procent til 5.144 millioner kg, hvilket især skyldes godt vejr til mælkeproduktion.

Spareøvelser vil koste

Når det gælder udsigterne for resten af året, mener Hein Schumacher, at covid-19-situationen fortsat vil give en "markant negativ indvirkning" på økonomien på verdensplan. Derfor har selskabet fokus på at nedbringe omkostninger og også øge produktiviteten.

Som led i dette meldte selskabet forleden ud, at man har besluttet at lukke mejeriet i Rijkevoort i Holland, hvilket vil koste 86 ansatte jobbet, når osteproduktionen ophører til efteråret.

Hein Schumacher melder, at der vil være omkostninger forbundet med de mange tiltag, som vil belaste indtjeningen i 2020.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle