Arla-rivals overskud næsten halveret i første halvår

Et haltende marked for modermælkserstatning og en tabt retssag i Thailand har betydet at FrieslandCampinas overskud er næsten halveret i første halvår af 2021.

FrieslandCampina, Arlas hollandske ærkerival, har ikke haft megen medvind i det første halvår af 2021.

Omsætningen faldt en smule fra 5,6 til 5,5 mia. euro, driftsresultat faldt fra 221 mio. euro i det første halvår af 2020 mod nu 130 mio. euro i 2021 - og slutteligt er overskuddet styrtdykket med hele 43 procent.

Bundlinjen lyder derfor på 62 mio. euro efter første halvår, mod et overskud på 108 mio. euro efter samme periode sidste år. Det viser mejeri-koncernens halvårsregnskab. 

Årsagen til nedgangen er dels et udfordret marked for spædbørnsernæring i Asien, da FrieslandCampina har en forholdsvis stor produktion af modermælkserstatning, dels en tabt retssag i Thailand, der for nu har kostet selskabet 57 mio. kr.

"De gode resultater i 'Food & Beverage' samt de realisrede omkostningsreduktioner var ikke tilstrækkelige til at udligne den stærke modvind i spædbørnsernæring. Markedsforholdene på det her for FrieslandCampina vigtige område forbliver vanskelige, og det havde en betydelig indvirkning på resultaterne i forretningen", skriver adm. direktør i FrieslandCampina Hein Schumacher.

Spareøvelserne har blandt andet resulteret i lukningen af mejeriet i Rijkevoort i Holland.

Mælkeprisen steg til trods

Grundlæggende er det dog gået godt for mejeripriserne det seneste halvår, og FrieslandCampina har mærket en øget efterspørgsel på verdensmarkedet, skriver man i regnskabet.

Af den grund er det også, på trods af det vigende resultat, lykkedes mejeriet at hæve mælkeprisen for sine andelshavere med 1,8 procent sammenlignet med første halvdel af 2020.

Dermed har andelshaverne i de to førse kvartaler i 2021 fået udbetalt en mælkepris på 37,25 euro pr. 100 kilo mælk - hvilket vil sige ca. 2,8 kroner per kilo. 

Der er derfor heller ingen efterbetaling til andelshaverne. 

"Nu hvor corona-restriktionerne bliver lempet på mange markeder, aktiviteterne uden for hjemmet er begyndt at komme i gang igen, og den globale efterspørgsel efter mejeriprodukter stiger markant, betyder det stigende mejeripriser. Det er gode nyheder for vores handelsaktiviteter og for mælkeprisen til vores andelshavere", skriver Hein Schumacher.

Tabt retssag koster

Retssagen, der har gjort et solidt indhug i mejeriets indtjening, handler om en forretningskonflikt mellem FrieslandCampina Thailand og en samarbejdspartner, der mente at være blevet opkrævet for meget i en periode på 10 år. 

Den Thailandske domstol har derfor i slutningen af maj 2021 pålagt mejeriet at tilbagebetale samarbejdspartneren et beløb på 57 mio. euro - det svarer til 424 mio. kr.

Af regnskabet fremgår det, at FrieslandCampina ikke er tilfreds med domstolsafgørelsen og vil indgive en appel. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle