Arla-topchef er formand for ny grøn million-investering: Målet er eksport og arbejdspladser

Innovationsfonden skyder 201 millioner kroner i innovationspartnerskabet AgriFoodTure. Adm. direktør for Arla Foods, Peder Tuborgh, står i spidsen for projektet.

Nyt partnerskab skal udvikle banebrydende teknologier, der ikke blot skal bidrage til at nå Danmarks klimamål, men også udbredes globalt.

Sådan lyder missionen for forsknings- og innovationspartnerskabet, AgriFoodTure, der har en bred vifte af partnere med i kredsen, og som netop har fået bevilget 201 millioner kroner fra Innovationsfonden.

Det fremgår af en pressemeddelse.

Pengene strømmer i retning af projektet, efter at regeringen og Folketinget i 2021 afsatte 700 mio. kr. til investeringer i missionsdrevne grønne forsknings- og innovationspartnerskaber i bestræbelserne på at nå Danmarks klimamål om henholdsvis 70 procents reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050.

AgriFoodTure bliver dermed det første af i alt fire missionsdrevne innovationspartnerskaber.

Kun lige begyndt

I spisen for AgriFoodTure står Arla-topchefen Peder Tuborgh, der betegner partnerskabet som stærkt, fordi det samler industrien, den akademiske verden, civilsamfundet og myndigheder om en fælles vision. Og projektet er kun lige skudt i gang, forklarer han:

- Vores vurdering er, at den grønne omstilling af landbruget og fødevareproduktionen i Danmark kræver en forsknings- og innovationsinvestering på omkring 300 mio. kr. årligt frem mod 2030. Vi får derfor brug for endnu flere partnere og finansiering for at nå vores fælles mål, og derfor inviterer vi alle interesserede til at deltage i partnerskabet, siger Peder Tuborgh ifølge pressemeddelelsen.

AgriFoodTure skal være den platform, som skaber rammerne for at flere nye partnerskaber og tværgående samarbejder med aktører fra hele værdikæden kan blomstre og herigennem accelerere den grønne omstilling. Foreløbigt er der over 40 partnere involveret i missionen.

11 projekter allerede sat i værk

AgriFoodTure er allerede klar til at lancere 11 projekter, som skal genere ny viden og nye løsninger til landbrugs- og fødevaresektoren.

Det drejer sig for eksempel om reduktion af drivhusgasser fra planteproduktion med fokus på brugen af kunstgødning og husdyrgødning, udvikling af processer og kulturer til at producere plantebaserede fødevarer samt udvikling af helt nye typer af foderadditiver til at reducere metanudledningen fra køer.

Anden ansøgningsrunde inden for partnerskabet annonceres i løbet af sommeren 2022 med henblik på igangsættelse af flere nye projekter.

Ifølge uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) er det afgørende, at vi får sat skub i den grønne omstilling af landbruget.

- Med stigende befolkningsvækst i verden vil behovet for fødevarer kun stige. I Danmark har vi allerede rigtig gode forudsætninger for at drive bæredygtige landbrug, men hvis vi for alvor skal i mål med de ambitiøse og nødvendige CO2-reduktioner, vi har besluttet politisk, skal vi tænke nyt og udvikle nye, banebrydende, grønne teknologier. Det kræver, at vi får samlet de stærkeste aktører på området, siger ministeren i pressemeddelelsen.

 

Faktaboks

AgriFoodTure

  • AgriFoodTure er et bredt funderet partnerskab, som forener universiteter, videns- og innovationsinstitutioner, SMV’er og store, nationale som internationale virksomheder, civilsamfundsaktører og myndigheder om en fælles vision for den grønne omstilling af den danske landbrugs- og fødevaresektor. Innovationsfonden har i april 2022 bevilliget 201 mio. kr. til AgriFoodTure-partnerskabet.
  • AgriFoodTure er resultatet af et fælles Roadmap, som ca. 300 forskere og eksperter fra alle danske universiteter og adskillige udviklingsorganisationer i den danske fødevareklynge skrev og indsendte i forbindelse med Innovationsfondens Innomission 3 call i april 2021.
  • AgriFoodTure har til formål at levere og implementere viden og resultater genereret fra partnerskabets projekter og aktiviteter, som samlet set bidrager til landbrug- og fødevaresektorens grønne transformation og de ambitiøse klimamålsætninger.
  • AgriFoodTure har for nuværende 41 partnere, der består af virksomheder, organisationer, universiteter og vidensinstitutioner. Det er et klart mål, at partnerkredsen løbende udvides, ligesom fundraising fra nationale og internationale fonde, private finansieringskilder mv. skal øge partnerskabets samlede budget betydeligt.
  • AgriFoodTure ledes af en interim Board of Directors med Peder Tuborgh, CEO for Arla Foods som formand. I slutningen af maj måned afholder AgriFoodTure sin ekstraordinære generalforsamling, hvor den endelige Board of Directors vælges.
  • I løbet af 2022 ansættes en Mission Director, og for nuværende fungerer Lisbeth Henricksen, Director of Innovation i SEGES Innovation, som interim Mission Director.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle